Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Gode chefer behøver ikke uforklarlige tillæg

»I offentlige virksomheder, som ikke kan gå konkurs, og hvor kunderne ikke har mange muligheder for at vælge en alternativ og billigere velfærdsleverandør, er det vrøvl at tale om markedskræfter.«
Læs mere
Fold sammen

Da direktøren for kultur, service og events i Viborg åbnede sin lønseddel for juni, indeholdt den godt en million kroner oven i de cirka 100.000 kroner, som lønsedlen normalt lyder på. Det ekstra beløb var ikke en fejl. Det var et fratrædelsesbeløb, som direktøren fik, selv om han fortsatte i jobbet.

Siden er talrige eksempler på mærkelige bonusordninger til kommunale topchefer fulgt efter. Åremålsansættelser bruges til at forhøje lønningerne til de kommunale direktører, som er forblevet i jobbene i mange flere år, end de dyre kontrakter forudsatte. Fratrædelsesgodtgørelser er i nogle tilfælde blevet delvis udbetalt på forhånd, hvilket heller ikke giver mening, hvis altså ideen er at give topcheferne et økonomisk sikkerhedsnet, såfremt de efter åremålsansættelsens udløb står uden job.

Billedet af uforklarlige lønforhold kompliceres af det forhold, at rammerne i et vist omfang er reguleret gennem en overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og ledernes organisation, DJØF.

En kommunalbestyrelse har altså ikke frihed til at give sine ledere lige så meget, som man ønsker. Men der er plads til kreative løsninger som i Esbjerg, hvor kommunaldirektøren blev ansat på en såkaldt generationsskifteaftale med tilhørende højere løn og derefter fortsatte på en åremålskontrakt, ligeledes med tilhørende højere løn. Andre offentlige chefer modtager »gyldne håndtryk«, når de forlader en ansættelse, som de selv har opsagt.

Læs også: Kommunerne har kappet hver ottende chef

Som eksemplerne viser, har kommunerne altså udviklet en sær form for hybrid-lønsystem, der på den ene side er begrænset af en overenskomst og på den anden side tillader konkurrence mellem kommunerne om at tilbyde uforståelige lønpakker til cheferne.

Resultatet er mistillid blandt borgerne til deres kommunale ledelser. For hvordan vil man forklare, at man skal skære ned på plejepersonalet på plejehjemmene, mens de kommunale chefer hæver millionbeløb for ikke at fratræde deres stillinger? I det lys klinger borgmester-snak om »markedspriser« hult.

 

I offentlige virksomheder, som ikke kan gå konkurs, og hvor kunderne ikke har mange muligheder for at vælge en alternativ og billigere velfærdsleverandør, er det vrøvl at tale om markedskræfter. Vil man være kommunal chef, må det være til en gennemskuelig, gerne god, løn. Da det offentlige alligevel aldrig vil kunne konkurrere med private virksomheders cheflønninger, må det være chancen for at skabe rammerne for skoleelevers bedste udvikling, skabe trygge forhold for børn og gamle og alt det andet, der hører til en veldreven kommune, som skal tiltrække og motivere gode ledere.

Læs også: EL vil have lønhop for sosu'er og lønstop for offentlige chefer

Kommunalbestyrelserne skal udstikke retningen og prioriteringer. Men den vigtigste rolle har vælgerne, som skal vælge politikere, der har modet til faktisk at lade cheferne lede inden for overordnede, politisk lagte rammer. Her er vælgerne på en svær opgave. Men de kan jo begynde med at se, om de lokale politikere bruger skattekroner på uforklarlige lønordninger, eller om kommunalbestyrelsen er i stand til at tiltrække de rigtige ledere alene i kraft af, at den tilbyder en god kommune at være chef i.