Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Glædens fest

Tag ikke julesorgen på forskud. En Gallup her i avisen viste forleden, at et vist antal af især danske mænd egentlig ikke er så begejstrede for julen og måske hellere ville bruge helligdagene til at tage på ferie til de varme lande i stedet for at varetage traditionerne.

Allerede Grundtvig kendte til »julesorgen«, som han kaldte det i sin julesalme »Velkommen igen Guds engle små«, der slutter med linjerne »Vor fader i himlen! lad det ske! lad julesorgen slukkes!« Hvad han egentlig mente med det overraskende ord »julesorgen« er omstridt.

Én fortolkning er, at den voksne altid vil omfatte børnenes ublandede glæde ved julen med vis melankoli, fordi han selv er ude af barndommen. En anden udlægning er, at det syndige menneske i mødet med julens overvældende glade budskab uvægerlig vil føle sin egen hårdhjertethed og utilstrækkelighed. Miraklet sker, hvis det så alligevel bliver jul til sidst, også for den forhærdede voksne.

Kunstnerisk er denne proces skildret i Dickens’ berømte »Et juleeventyr«, hvor den hårde, gerrige og gamle pebersvend Ebenezer Scrooge overhovedet ikke vil anerkende julen, men til sidst forvandles til et varmt og kærligt menneske. En moderne version af samme historie er Frank Capras berømte film med James Stewart »It’s a wonderful life«.

Den moderne julesorg kan have mange gode grunde. Juleudsmykningen kommer frem på gader og stræder allerede i november, og den ventetid, der jo egentlig indvarsles i dag, hvor det er første søndag i advent og starten på det nye kirkeår, kan godt føles som én lang overdosering.

Juletiden sætter mennesker under pres på flere måder. Der er det økonomiske pres, hvor gavespiralen bliver skruet i vejret. Der er det praktiske pres, hvor moder går i køkkenet, mens fader går rastløst omkring, for nu skal der trakteres, og det skal der sandelig, lige fra opfindsomt at lave pakkekalendere til børnene til at huske at deltage i alle Lucia-optogene i alle daginstitutionerne.

Der er endelig det menneskelige pres, for julen er usvækket i sit »brand« som den store forløsning af alle længsler og bilæggelse af alle konflikter. Svær at leve op til, og faldhøjden og skuffelsen er stor, når der ikke leves op. Forventninger kan komme i konflikt, umage traditioner skal splejses sammen i sammenbragte familier – og de ensomme, der ikke har nogen at holde jul med, får nådesløst udmålt deres afstand til det normale liv.

De mange gode grunde til julesorgen er imidlertid ikke noget argument for at kaste vrag på traditionen. Sandt at sige kan man rejse til de varme lande så mange andre tidspunkter på året, og de juletrætte voksne, der har børn, må overveje om ikke trods alt børnenes behov bør komme i første række. Og børnene er næppe juletrætte.

En helt anden ting er, at man godt kan forholde sig fordomsfrit til julens traditioner. Man kan snakke med hinanden og få afstemt forventningerne til alt det, der skal foregå. Hvilke elementer i familiens fejring er umistelige? Hvad er derimod vanens magt og ren inerti?

Helt kan julesorgen nok ikke tages ud af julen. Men det er heller ikke en glansbilledfest. Det er en glædesfest. Og det er noget andet, selv om vi kan have svært ved at skelne. Men prøv alligevel. Der er stadig 22 dage til juleaften, så der er tid nok.