Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Glædelig jul: Du er ikke skyld i det hele

Vi skulle slå os selv lidt mindre i hovedet med verdens tilstand - og i stedet tænke tilbage på den første julenat og måske se mennesket som en del af løsningen.

Årets juletræ tændes i Malaga med tusinder af fotograferende spaniere som vidner. Menneskene i fællesskab ligner klodens eneste redning på længere sigt, mener Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jon Nazca / Reuters / Ritzau Scanpix

Det moderne liv er fuld af opfordringer om mådehold: Vi skal rejse mindre. Vi skal sætte færre bøffer på bordet. Vi skal helt generelt tænke mere på klodens fremtid. En bevægelse på de sociale medier beder os endda takke nej til julegaver i år og altså heller ikke begave andre!

Rationalet bag det hele handler ikke overraskende om menneskets udsigt til en fremtid med fødderne og snart også med andre kropsdele i vandskorpen. For hvis tilstrækkeligt mange af os skar ned på vores personlige forbrug, ville vi udlede meget mindre drivhusgas og måske dermed bremse den globale opvarmning.

Prædikanter med den slags opfordringer til os har fremdeles en pointe. Stort set alle vores aktiviteter fra nu og frem til næste jul vil grundlæggende føre til flere skridt i den ærgerlige retning. Vi kan faktisk hverken stege and, tænde vores træ eller sidde sammen om julens film uden dramatisk indflydelse på vores omverden. De store datacentre hos streamingtjenester som Netflix og kinesernes iQiyi bruger for eksempel mere strøm end alle husstande i Tyskland, Italien og Polen tilsammen.

Én ting virker alligevel endnu mere farlig: At belaste os selv med en følelse af personlig skyld i klodens hedetur. Ikke fordi vores gøren og laden har efterladt Guds grønne jord i upåvirket tilstand. Men fordi vægten af skyld på vores skuldre alt for nemt kunne føre til en fortrængning af den smertelige virkelighed og dermed til passivitet - hvis den da ikke har gjort det allerede.

Stort set alle dommedagsprædikanter gennem tiderne har først spillet på skyldfølelser og derefter gjort ondt værre med straffen. De har forbløffende ofte stillet diagnosen på deres samtid med næsten uhyggelig præcision og derefter anbefalet en knap så konstruktiv terapi.

Arketypen på sådan en prædikant var Savonarola i renæssancens Firenze: Munken arriverede som lyn fra en klar himmel og gav byens forlystelsessyge borgere dårlig samvittighed. Kulminationen kom 7. februar 1497 med selvpiskere i gaderne og horder samlet om det berygtede forfængelighedsbåls flammer:

Hundreder af skønånder kastede alt fra kosmetik til kostbare kunstværker på ilden i et håb om endnu bedre tider og personlig frelse. Folk fik bare ikke et bedre liv af Savonarolas skærsild på torvet og har måske ligefrem savnet farverne under de mere realitetsbetonede reformer i årene efter.

Og hvad kan vi så lære af det? Vi kunne med fordel sætte os om julebordet og tænke på mennesket som en mester i det muliges kunst. Vi kunne se fordrivelsen fra Edens Have som et rørende sindbillede på vores ældgamle potentiale for ødelæggelse og nogle senere begivenheder i Betlehem en sen nat som sindbilledet på vores mere håbefulde side.

Det enkelte individ er langt hen ad vejen en slem synder. Menneskene i fællesskab ligner til gengæld klodens eneste redning på længere sigt. Vi træder ét skridt tilbage ved hver eneste påmindelse om os selv som skyldige i alting og kunne med fordel træde to skridt frem i stedet for og fylde årets dejligste aften med tanken om vores muligheder og gode vilje.

At se vores liv som en nådegave og ikke som en belastning, at se vores evner for driftighed som en udvej og ikke som en blindgyde, at betragte selve menneskeheden som en del af løsningen og ikke som problemet - dét er vel Juleevangeliets vigtigste budskab af alle.

SØREN SCHAUSER