Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Man skal være varsom med at kalde politiske beslutninger for historiske. Mandagens aftale om en infrastrukturplan til 161 milliarder kroner er måske en af historiens største politiske aftaler om at bygge veje, jernbaner, støjværn og cykelstier, men der mangler måske lige dette ene magiske projekt, som forvandler selve infrastrukturplanen fra ambitiøs til historisk. Helt præcist mangler et nationalt enkeltprojekt i samme skala og med samme perspektiv som Storebælt, Øresund eller Femern – ikke mindst i forhold til hovedstaden.