Man må rose miljøminister Karen Ellemann for at være ærlig. Afvisningen af den farlige HCB-gift fra Australien bygger ikke på saglighed, men er udtryk for politik, sagde ministeren som begrundelse for sin afgørelse.

Men så er der heller ikke mere positivt at sige om ministeren eller beslutningen. Afvisningen betyder, at miljøgiften ikke kan afbrændes i et anlæg, der muligvis er verdens bedst egnede til formålet. Kommunekemi håndterer i forvejen beslægtede miljøgifte, som i øvrigt ofte transporteres til Nyborg på lastbiler, som er en langt mere risikofyldt transportform end med specialskibet til farligt affald, som var bestilt til at hente den australske gift.

Ved at lade nogle vildførte borgere og miljøorganisationer sætte hensynet til miljøet ud af kraft, har miljøministeren ikke alene gjort miljøet en bjørnetjeneste i den konkrete sag. Hun har også gjort det sværere at argumentere for investeringer i miljøindustrien i Danmark. Hidtil har ikke mindst venstrefløjen og miljøorganisationerne hævdet, at investeringer i miljøteknologi på lidt længere sigt er en god forretning, fordi dansk know-how og teknologi kan blive en guldrandet forretning. Men når det så viser sig, at eksportsalg af giftdestruktion forhindres af de selvsamme politikere og af en svag minister, svækkes investeringslysten naturligvis.

Miljøministeren gjorde i sin redegørelse for beslutningen meget ud af at pointere, at de danske miljømyndigheder nu blot ville henvende sig til australierne for at gøre opmærksom på »den politiske situation« i Danmark. Den opgave har ikke været let - hvordan forklarer man, at selv om alle betingelser er opfyldt og tilladelserne er givet, så kan destruktionen alligevel ikke gennemføres. Men med fremgangsmåden har ministeren måske også forsøgt at sikre sig mod et krav om erstatning og dækning for allerede afholdte udgifter. Det bør hun ikke have held til. Kommunekemi ejes af private gennem en kapitalfond, som nu mister en indtægt. Og der har allerede været udgifter til specialskibet. Forhåbentlig ankommer der en regning til miljøministeren, som hun bør betale personligt, hvis ikke hun kan få Venstres partikasse til at dække den. Skatteyderne burde i hvert fald ikke involveres i den sag.

Hvis alle politikere var så kortsynede og svage i koderne som miljøministeren, ville endnu større mængder af giftstoffer blive hældt ud i en flod i Nigeria eller losset af på en strand i Indien. De miljøorganisationer som Greenpeace og Danmarks Naturfredningsforening, der havde held til at rokke ministeren, må forklare, hvorfor de mener, at Danmark - der er nettoeksportør af miljøgifte - ikke skal påtage sig sin del af ansvaret for en ren klode, når vi har teknologien til at gøre det sikkert. Indtil de har leveret et overbevisende svar, bør man indstille enhver form for støtte til dem. For de skader faktisk miljøet.