Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Gidslerne i de arabiske lande

En palæstinenser i Balata-flygtningelejren tæt ved Nablus på Vestbreden. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALAA

Det er måske sigende for debatten om de palæstinensiske flygtninge, at der skal en person som Donald Trump til at sætte fingeren der, hvor det gør mest ondt. Denne gang på de palæstinensiske flygtningelejre eller rettere på den FN-organisation, UNWRA, der i næsten 70 år har administreret lejrene, hvis man kan kalde dem det. For det er ikke teltlejre, vi taler om. Det er rene byer eller rettere ofte slumbyer eller forstæder til arabiske hovedstæder, hvor fem millioner palæstinensiske flygtninge fra krige mellem Israel og de arabiske lande sidder som gidsler i en konflikt, der måske aldrig løses.

Trump taler nu om en voldsom beskæring eller et direkte ophør af det betragtelige amerikanske pengebidrag til UNWRA. Organisationen har siden 1949 i modsætning til FNs egentlige flygtningehøjkommissariat, UNHCR, haft en opgave. At fastholde fem millioner flygtninge i en utålelig situation, og hvor de arabiske lande og Israel alle er hovedaktører i et kynisk spil, der egentlig burde handle om at få løst den israelsk-palæstinensiske konflikt, men som er endt i en grotest gidsel-situation. De arabiske lande har nemlig ikke nogen som helst interesse i at få flygtningene integreret i deres respektive lande, og Israel har heller ikke haft nogen interesse i at få dem repatrieret fra de områder af Israel og de besatte områder, som de oprindeligt flygtede fra.

I alt dette rod med fredsforhandlinger, der ikke kommer ud af stedet, har man så de fem millioner flygtninge, der knap nok må arbejde i samfundet uden for pigtråden og en organisation, der ikke har en interesse i at få løst problemet, fordi UNWRA i sig selv er en del af problemet. FNs palæstinensiske flygtningeorganisation har tre gange så mange medarbejdere som UNHCR og langt færre flygtninge at administrere. Det er blevet et imperium i sig selv og medvirkende til at opretholde en miserabel status quo. Så der er al mulig grund til at stille spørgsmålet: Hvad skal vi egentlig med UNWRA?

Den amerikanske præsident er ikke belastet af stor viden om Mellemøstens utallige problemer. Det er også derfor, at han undrer sig og spørger, hvad pokker der egentlig foregår. Og da ingen kan give et fornuftigt svar andet end det, man trækker i manualen over bortforklaringer i FN-systemet, så handler han først ved at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og dernæst ved at trække tæppet væk under UNWRA ved at true med at indstille det amerikanske bidrag på 65 mio. dollar til organisationen.

Er det klogt? Ja, ubetinget, for der skal nytænkes for at få den her umulige situation løst. Flygtningene skal tilbydes bedre vilkår end at fjerde generation af palæstinensere vokser op i slum med ringe udsigt til nogensinde at få et ordentligt liv. Flygtningelejrene er en regulær udklækningsanstalt for terrorister og nærer et had mod USA, selv om amerikanerne betaler mere end tre gange så meget til UNWRA, som de arabiske lande punger ud med tilsammen. Så diskussionen er mere end velkommen. Især hvis den kan hjælpe til at få lettet flygtningenes problemer. Som det er nu, er flygtningene gidsler i en situation, hvor ethvert håb om nogensinde at vende tilbage til de steder, de kom fra, er mere end illusorisk.