Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Gi’ en hånd til Pia

»Der må hvile et særligt ansvar for at optræde diplomatisk i Danmark på ambassadørens skuldre. Han er jo netop diplomat og tilmed en offentlig person, der agerer rollemodel for muslimer i Danmark.«

Foto: Sisse Stroyer. Pia Kjærsgaard i galla i forbindelse med islandsk statsbesøg. Foto: Sisse Stroyer/Scanpix 2017
Læs mere
Fold sammen

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, viste mod og kvindshjerte, da hun ved nytårskuren for udenlandske ambassadører nægtede at modtage Irans nye ambassadør Morteza Moradian officielt, fordi han ikke vil give hånd til kvinder. Kjærsgaard finder det vigtigt at stå fast på danske værdier, og det gør hun ret i. At komme ambassadøren i møde og modtage ham uden det traditionelle håndtryk vil være et udtryk for misforstået tolerance over for et kvindesyn, som ikke er i overensstemmelse med danske frihedsrettigheder og ligestillingen mellem kønnene.

Folketingets formand valgte en smidig og diplomatisk løsning, hvor den iranske ambassadør diskret blev sluset ind til receptionen, efter at de øvrige udenlandske ambassadører havde trykket hånd med medlemmerne af Folketingets ledelse, Præsidiet. Men på sigt må ambassadør Morteza Moradian arbejde med sig selv og sin afvisning af at give hånd til kvinder. Han må forstå, at han er kommet til et vestligt, demokratisk land, hvor mænd og kvinder er ligestillet, og hvor det virker provokerende og nedladende over for kvinder, hvis mænd ikke vil give hånd til dem alene på grund af deres køn. Heldigvis har de fleste muslimske mænd i Danmark ingen problemer med håndtrykket, men med mellemrum dukker der lignende tilfælde op i pressen, hvor f.eks. en muslimsk censor ikke vil give hånd til en kvindelig eksaminand, eller en kvindelig, muslimsk medarbejder ved politiet ikke vil give hånd til mænd.

Et gammel ord siger : Skik følge eller land fly. De fleste danskere forstår udmærket dette princip og ved, at hvis man rejser til Iran eller arabiske lande, så ifører man sig som kvinde tørklæde og dækker de bare skuldre til – og trækker endog uden vrøvl i den heldækkende abaya, der udleveres som adgangsbillet til moskéer.
Sådan er kulturen i de pågældende lande, og hvor lidt man som dansker end bryder sig om det, kan man ikke, som Pia Kjærsgaard udtrykker det, revolutionere landet på en uge.

De fleste vestlige kvinder føler ubehag ved at være tvunget til at iklæde sig en stor, sort sæk, men de håndterer ubehaget, hvis de gerne vil besøge lande med andre kulturer. Det samme må forlanges af Irans ambassadør. I respekt for danske værdier må han betvinge sin modvilje mod at trykke på næven med Folketingets formand. Hans forgænger valgte ved nytårskuren i 2016 helt at blive væk. Men det er  næppe nogen god løsning hverken for Danmark eller ambassadøren, som risikerer at gå glip af nyttig læring, hvad angår det danske samfund.

Eksperter er uenige om årsagen til modviljen mod give at give hånde til personer af modsat køn. Én taler om en fundamentalistisk tolkning af islam, en anden mener, at det skyldes frygt for, at der kommer splid i samfundet, fordi folk begærer hinanden, mens en tredje peger på, at det er en social konvention. Ingen af de tre årsager retfærdiggør den iranske ambassadørs optræden over for Folketingets formand.

I lighed med de fleste andre herboende trosfæller må ambassadøren lægge sådanne udtryk for fundamentalistiske religiøse tolkninger på hylden, når han agerer i det offentlige rum. Er der blot tale om en social konvention, må det være nemt at optræde »på dansk«. Og når det gælder begæret mellem kønnene, må nogen oplyse ambassadøren om, at vi i Danmark ikke opfatter håndtrykket som erotisk.

Der må imidlertid hvile et særligt ansvar for at optræde diplomatisk i Danmark på ambassadørens skuldre. Han er jo netop diplomat og tilmed en offentlig person, der agerer rollemodel for muslimer i Danmark.