Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Frygten for atomkrigen

Foto: SAUL LOEB, ED JONES
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ikke siden den værste periode under Den Kolde Krig har der været større frygt for atomkrig mellem USA og Nordkorea end nu. Usikkerheden gøres ikke mindre af, at medierne er fyldt med mere eller mindre løse historier om kaos i Det Hvide Hus. Der er minsandten også spekulationer om præsident Donald Trumps mentale råstyrke til at stå imod en sådan krise, krydret med spekulationer om, hvad der skal ske, hvis det utænkelige skulle indtræffe – at Trump i raseri beordrer et atom-angreb mod Nordkorea, og hans generaler og øverste ministre er imod det, men i realiteten er magtesløse, når først ordren er givet.

Det er selvfølgelig langt ude, tænker vi i Europa, at denne angst har fået de dimensioner, den har. Men amerikanerne bombarderes dagligt af en kombination af nye verbale og konkrete krigstrusler fra Nordkorea parret med modsvar fra Trumps twitter-konto. Og som sagt med amerikanske medier, der er fyldt med spekulationer om, hvordan samarbejdsklimaet egentlig er i Det Hvide Hus, hvor der den ene dag er rygter om, at udenrigsminister Rex Tillerson er på vej ud, for næste dag at få at vide, at det er stabschefen i Det Hvide Hus, John Kelly, der har fået nok. Den trænede general har tilsyneladende ikke helt styr på Trump. Det kan igen give anledning til bekymring hos en befolkning, der også må lide under heftige twitter-udbrud fra præsidenten mod snart den ene og snart den anden politiker, der går Trump på nerverne.

Midt i alt dette har man et Kina, som ingen rigtig ved, hvor står i situationen med Nordkorea ud over, at kineserne tilsyneladende heller ikke har så meget styr på Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Han er i stand til at lege med ilden både i forhold til USA og til Kina, uden at det egentlig har fået nogen konsekvenser. Man må sige, at det er godt gået af en ung mand, der lever sit eget liv i en verden, der er bygget op omkring en gudedyrkelse af det dynasti, som Kims farfar grundlagde.

Flere beregninger viser, at hvis krigen bryder ud, vil en mio. mennesker have mistet livet i de første 24 timer af en sådan krig. Så alvorlig er konsekvenserne, hvis man anvender atomvåben. Derefter går dødstallet bare skarpt opefter.

Så det store spørgsmål er, hvordan man forhandlingsmæssigt kommer videre med et Nordkorea, som ikke er interesseret i at forhandle. Trump har latterliggjort sin udenrigsminister for overhovedet at prøve at tale med Nordkorea og sagt, at det rent ud sagt er spild af tid. Men Tillerson har mere end antydet, at USA har en åbning og kan tale med regimet i Nordkorea. Måske nærmere betegnet landets udenrigsminister, Ri Yong-ho, der har været mest aktiv, både med krigeriske udfald og mere tænksomme udtalelser, men dog er indstillet på at tale.

 

Kim Jong-un er uden for rækkevidde. Det ser desværre også ud til, at Trump er det. Den amerikanske præsident har lige nu travlt med at nedgøre endnu en republikansk politiker, der har betvivlet hans kapacitet som præsident. Så intet under, at amerikanerne holder vejret.