Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Fristende farligt

Når Ruslands præsident Vladimir Putin på mandag holder tale på FNs generalforsamling i New York, vil han foreslå, at den USA-ledede koalition gør fælles front med Rusland i kampen mod Islamisk Stat i Syrien.

Og der er ikke noget at sige til, hvis man i Vesten vil være mere fristet af tilbuddet end nogensinde. Syrien er kollapset som stat, millioner af syrere er flygtet ud af landet, og millioner forventes at følge efter. De fleste er strandet i Syriens nabolande, hvor de drømmer om at kæmpe sig videre til EU, hvis fælles asylsystem og Schengen-samarbejde allerede er brudt sammen.

På den baggrund er det fristende at konkludere, at værre end Assad er trods alt det rene anarki. Når det kommer til stykket, er politik det muliges kunst; og hellere et Syrien med Assad, end intet Syrien og ingen Assad. Og desuden kan det vel ikke skade at udradere Islamisk Stat sammen med Rusland, så kan man altid forholde sig til Assad bagefter.

Desværre bliver der ikke noget bagefter, hvis Vesten falder for Ruslands diplomatiske charmeoffensiv. Når Rusland i den senere tid i stor stil har sendt militært mandskab og personel til Syrien, er det ikke for at bekæmpe Islamisk Stat, men for at redde Assad. Hans trone vakler efter en række militære nederlag til oprørerne, og hans svækkelse er kun blevet forstærket af, at Tyrkiet og USA omsider har forbrødret sig i kampen mod Islamisk Stat og planlægger at oprette sikkerhedszoner til flygtninge inde i selve Syrien. Det vil være en international stadfæstelse af, at Assad ikke længere har magten i Syrien.

Ergo har russerne besluttet sig for at ile ham til undsætning. Derfor omfatter det russiske tilbud naturligvis også et krav om, at der i den russisk-amerikanske storkoalition skal indgå syriske regeringsstyrker, hvorved Vesten uvægerligt kommer til at blåstemple regimet. Tilbuddet er også ledsaget af en skjult trussel: Hvis USA afslår, forbeholder Rusland sig ret til at bombe Islamisk Stat alene.

Spørgsmålet er så, hvorfor Rusland er så varm på Assad? Det er der flere grunde til. Assad er et symbol på Ruslands genopstandelse som stormagt. Det var nemlig Assads far, Hafez al-Assad, der i starten af 1970erne gjorde Syrien til en sovjetisk allieret i Mellemøsten, og Putin har sans for den symbolværdi, der ligger i kontinuitet. Desuden vil Putin forhindre, at statsledere falder som følge af vestlig militær intervention. USA skal lære, at det er alt for farligt at styrte en diktator. Det er en livsforsikring, Putin tegner her. Endelig befæster det Ruslands position i verden, hvis det ender med, at Vesten forliger sig med Assads regime og dermed overtager den russiske position. Truslen om at bombe Islamisk Stat uden at spørge om lov hos amerikanerne først, skal ses i det lys: Amerikanerne bomber jo også i Syrien uden russisk tilladelse. Og hvad USA kan, det kan Rusland også.

Imidlertid kan der umuligt blive fred, så længe Assad hersker i Syrien. Ikke alene har han flere hundredtusind liv på samvittigheden. Han tilhører også en shiitisk minoritet i et land, hvor tre fjerdedele er sunnimuslimer. Herunder krigerne fra Islamisk Stat. Hvis vi i Vesten støtter Assad, har vi givet krigerne et fantastisk argument for at fortsætte den hellige krig til evig tid.