»Min hensigt er alene at fremme integrationen herhjemme, som i visse boligområder er slået helt fejl,« sagde Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, da hun op til weekenden lancerede en idé om at forbyde parabolantenner i større boligområder med mange beboere af udenlandsk herkomst med det formål at forhindre dem i at se de arabiske tv-kanaler Al Jazeera og Al Arabiya.
»Formålet er at beskytte vores velfærdssamfund, så det fortsat hænger sammen«, sagde Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, da han i sidste uge kommenterede sit partis forslag om, at kun hvis man har boet i Danmark i 15 år, skal det være muligt at få fuld andel i børnecheck, kontanthjælp, førtidspension og andre sociale ydelser.

Begge forslag rammer helt ved siden af.

Hvad Pia Kjærsgaards forslag om at knægte informations- og ytringsfriheden angår, må det entydigt slås fast, at det er et dramatisk brud på de demokratiske principper, som enhver ansvarlig partileder burde tage som en selvfølge. Det er en rystende udmelding, selv om hun nu trækker i land ved at lade det være op til Radio- & TV-nævnet at fastslå, om de to tv-stationer bryder dansk lovgivning.
Om det andet forslag kan man for det første sige, at hvis målet er at beskytte velfærdssamfundet, så skal der skrappere midler til. Forslaget udtrykker en fejlagtig tro på, at man kan nøjes med at symptombehandle et skrantende system, hvor selv velbjærgede gammeldanske borgere vænnes til, at penge er noget, man – også – modtager fra staten. Man kan for det andet sige, at det er al ære værd, at man sikrer, at indvandrere bidrager økonomisk til det danske samfund, men at signalværdien over for de kvalificerede indvandrere, vi har så hårdt brug for, er galt afmarcheret: Nok er det hensigsmæssigt med visse restriktioner, f.eks. en karenstid hvad angår sociale ydelser til indvandrere og udlandsdanskere, men der skal være proportioner i tingene. At udefrakommende i lang tid skal være principielt markant ringere stillet end dem, der har boet hele eller det meste af deres liv i Danmark, er ikke det signal, der skal sendes nu, hvor vi mangler kvalificeret arbejdskraft. Løsningen er, sagt på en anden måde, ikke at dele dem, der opholder sig lovligt her i landet, op i dem, der kan nyde godt af et alt for generøst velfærdssystem, og dem, der i en uoverskuelig fremtid ikke må få en bid af kagen. Løsningen er at skabe et Velfærdsdanmark, hvor kun de – indvandrere såvel som ikke-indvandrere – der virkelig har hjælp behov, får den hjælp, de har behov for.

Et Danmark, der på den måde fremstår som det modsatte af et socialpolitisk tag-selv-bord, og hvor alle indbyggere kan gøre brug af den grundlovssikrede ret til - inden for lovens rammer - at give og modtage den information, de ønsker, vil være et attraktivt sted at være. Også for de kvalificerede indvandrere, der endnu ikke er kommet hertil, men som bør vide, at de er mere end velkomne.