Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Retten til at kritisere i et akademisk miljø er derfor også noget fundamentalt. Kritik er simpelthen det stof, akademisk arbejde er gjort af. Den er faglighedens forudsætning.
Senest har dagbladet Information skrevet om balladen på uddannelsesinstitutionen, der bryster sig af et meget højt generelt niveau. En ballade som foreløbig er resulteret i en advarsel til sagens hovedperson, tyske Linda Koldau, der i 2009 blev headhuntet til en professorstilling i musikvidenskab.
Kort tid efter konstaterede professoren, at mange kandidatstuderendes niveau var katastrofalt lavt. Hun oplevede, ifølge Weekendavisen, at flere havde et grundlæggende ukendskab til enhver form for klassisk repertoire og musikhistorie. Hun oplevede, at kulturteorier og tværfaglighed stod i vejen for fagligheden. Striden er siden kun blevet værre. Sagsmapperne bugner. Nu har Linda Koldau fået en advarsel, begrundet med den hårde kritik, hun har fremsat offentligt. Det fører os frem til sagens principielle aspekter.
Det ene aspekt handler om indhold. Når en højt estimeret videnskabsmand farer så voldsomt frem, er det ingenlunde overraskende. Kender man til det faglige niveau, som det udmønter sig på alle niveauer af uddannelsssystemet, fra folkeskolen til universiteterne, forekommer det ikke usandsynligt, at Linda Koldau har en pointe. Man kan overalt finde eksempler på en skødesløs omgang med grundlæggende færdigheder. Der synes, sagt på en anden måde, at være tale om en gentagelse af den marxistiske disrespekt for elementær viden og proportionssans, der hærgede universiteterne for nogle årtier siden. Nu blot med andre ismer i centrum.
Det andet aspekt handler om den allerede nævnte ret til at kritisere. I den forbindelse må det slås fast, at uanset om Linda Koldau har lidt eller meget ret i sin kritik, så er det aldeles uacceptabelt, hvis en sådan kritik ikke kan fremføres, uden at det fører til trusler fra ledelsens side.
Nogle mener, at det aktuelle angreb på den frie tanke hænger sammen med, at de studerende og ansatte siden 2003 ikke har haft nogen direkte indflydelse på, hvem der sidder i ledelsen. Med en bureaukratisering, altså, der skulle levne mindre plads end før til klassisk, akademisk adfærd. Men det er næppe grunden. Tingene var ikke nødvendigvis bedre i »gamle« dage«. Også den nære fortid rummer grumme eksempler på meningstyranni, blot af en anden skuffe.
Hovedpointen må, uanset ledelsesformen, være, at den frie tanke er og skal forblive universiteternes hjerteblod. Et universitet uden en god og åben debatkultur er et universitet med en syg kultur. Faglige uenigheder skal frem i lyset. Ellers ender man med slet ingen faglighed.
