Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Frau Merkel

»Hvis man havde spurgt EU, hvem der startede Anden Verdenskrig, ville konklusionen havde lydt: Vi kan ikke konkludere noget endeligt.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Inden for international politik er det en stående diskussion, om det afgørende for et lands udenrigspolitik er de personer, der fører den, eller om den bestemmes af geopolitiske faktorer. Under det sidste halve års krig om Ukraine har der ikke været nogen tvivl. Tysklands kansler Angela Merkel har gjort den store forskel.

Mandag var hun i Riga, hvor hun slog fast, at NATOs musketered – artikel 5 om én for alle, alle for én – absolut ikke er en teoretisk bestemmelse. Hvis de baltiske lande bliver angrebet, vil NATO forsvare dem. Tyske fly vil afpatruljere det lettiske luftrum fra 20. august, og hun tilslutter sig opbygningen af hurtige reaktionsstyrker i NATO-regi, som kan indsættes, hvis Rusland forsøger at destabilisere de baltiske lande efter Ukraine-modellen.

Læs også: Gode råd er blevet dyre for Putin

Kontante og ligefremme udmeldinger er blevet hendes varemærke i krigen om Ukraine. I telefonsamtaler med præsident Putin har hun gjort klart, at hun aldeles ikke lader sig bilde ind, at Ukraine er aggressoren. Hun har overtalt de sydeuropæiske lande til sanktioner mod Rusland, selv om de absolut helst var fri på grund af deres energiafhængighed og store samhandel med Rusland. Hjemme har hun vredet armen om på tysk erhvervsliv, der bløder milliarder af euro i kraft af Tysklands status som Ruslands største handelspartner i EU, og politisk har hun modstået presset fra den stærke fløj i tysk politik, som har talt for en alliance mellem Rusland og Tyskland som modvægt til den amerikanske verdensmagt.

Fra starten har hun gjort sin stilling klar: Hun accepterer ikke det russiske koncept om, at verden er inddelt i indflydelsessfærer, hvor lande som Georgien, Moldova og Ukraine i kraft af deres geografiske placering er dømt til at være russiske satellitstater med alt, hvad deraf følger af autokrati, korruption og retsløshed.

Læs også: Fogh: »Stor sandsynlighed« for russisk intervention i Ukraine

Særlig tydelig bliver hendes rolle, når man sammenligner med EUs reaktion på krigen mellem Georgien og Rusland i 2008. Kansler Merkel betragtede dengang Georgiens daværende præsident Saakasjvilli som en bisse, og det endte med en rapport bestilt af EU, der groft sagt konkluderede, at man ikke kunne sige, hvem der var aggressoren. Rusland og Georgien gav nemlig forskellige forklaringer. Georgien sagde, at det var blevet lokket i krig mod Rusland, mens Rusland sagde, at Georgien selv ville i krig mod Rusland. Ifølge den russiske forklaring ville Georgien altså, et land med fem millioner indbyggere, gerne i krig mod en atomar stormagt på 143 millioner. Som den russiske analytiker Julia Latynina spydigt skrev: Hvis man havde spurgt EU, hvem der startede Anden Verdenskrig, ville konklusionen havde lydt: Vi kan ikke konkludere noget endeligt. For tyskerne siger, at det begyndte med et overfald på den tyske radiosender i Gleiwitz. Polakkerne siger, at de blev invaderet.

Det er ikke svært at forestille sig en helt anden tysk linje i Ukraine-konflikten, hvis Merkels forgænger Gerhard Schröder stadig havde været ved magten. Schröder var Putins nære ven og kaldte ham en »ulastelig demokrat«. I dag er Schröder på Gazproms lønningsliste. Merkel derimod voksede op i Dresden i Østtyskland, hvor Putin var udstationeret for KGB i 1980erne. I dag hænger alle de tidligere sovjetrepublikker deres håb på hende. Som tidligere østtysker er hun det levende bevis på, at geopolitik står til at ændre.