Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Forvoksede privilegier

»Danskerne bør indse, at forvoksede privilegier må ofres, hvis Danmark også i fremtiden skal tælles blandt verdens dygtigste og rigeste lande. Der skal arbejdes for alle de goder, vi ønsker os.«

Nogle gange kan det være sundt at rejse en tur til London eller Riga og med britiske eller lettiske briller betragte de løn-, arbejds- og uddannelsesforhold, man som dansker har. Vi nævner i flæng lange ferier, lang barsel, barns første sygedag, omsorgsdage og betalt frokostpause og lægebesøg.

Oven i ferien har danske lønmodtagere et stort antal fridage – 1. og 2. juledag, Skærtorsdag, Langfredag og 2. Påskedag, Pinsedag, Kristi Himmelfartsdag (nogle steder har fredagen efter Kristi Himmelfartsdag sneget sig med) og Store Bededag. Otte i alt bortset fra de år med arbejdsgiverjul, hvor juledagene falder i weekenden.

Oven i kommer for mange lønmodtagere juleaftensdag, nytårsaftensdag, Grundlovsdag og 1. maj. I centraladministrationen benævnes de tre første »kutymefridage«. Tælles de med, løber antallet af danskernes årlige fridage op i et par uger i alt.

Men nu er nok nok, mener Skat og Social- og Indenrigsministeriet, hvor ledelsen vil afskaffe kutymefridagene og gøre dem til arbejdsdage. Hvis medarbejderne vil hygge sig hjemme juleaftensdag med familien, må de bruge en feriedag på det. Social- og Indenrigsministeriet fjerner i samme hug de såkaldte lejlighedsfridage, såsom fridag ved eget bryllup, sølv- og guldbryllup, egen rund fødselsdag og flytning.

De ansatte i Skat er ikke overraskende utilfredse, taler om chikane og kører voldgiftssag, selvom eksperter advarer om, at arbejdsgiveren ikke bare kan løbe fra en fast praksis. Men det har altså ikke afholdt departementschef i Social- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, fra at gå samme vej, og fagforeningen DJØF spår, at flere offentlige institutioner følger med.

En tillidsmand i Ankestyrelsen under ministieriet advarer mod, at medarbejderne med dette nye »administrative påfund« mister motivationen, og hvis arbejdsgiverne tror, at de ansatte producerer mere, fordi de skal gå mere på arbejde, så må arbejdsgiverne tro om igen.

»Man kan ikke øge produktiviteten ved at stjæle de ansattes fridage,« lyder opbakningen til tillidsmanden fra formanden for DJØF Offentlig, Sara Vergo. Hvad medarbejderne i offentlige styrelser og ministerier foretager sig på de ekstra arbejdsdage, hvis de ikke arbejder, er et spørgsmål, som indtil videre må stå åbent.

Hos Danske Bank regner cheføkonom Las Olsen trods udmeldingerne fra DJØF-formanden med, at de ansatte rent faktisk arbejder. Han har beregnet, at bruttonationalprodukt og indkomst vil stige med én procent, hvis alle danskere arbejder tre dage mere årligt. Også departementschef Sophus Garfiel satser på en gevinst af de tre ekstra arbejdsdage svarende til 20 årsværk.

Helle Thorning-Schmidts plan om bl.a. at afskaffe Store Bededag, få danskerne til at arbejde 12 minutter ekstra og skaffe 15 milliarder kr. mere til statskassen, mislykkedes som bekendt. I Danmark kan rettigheder tilsyneladende kun udvides. Men danskerne bør indse, at forvoksede privilegier må ofres, hvis Danmark også i fremtiden skal tælles blandt verdens dygtigste og rigeste lande. Der skal arbejdes for alle de goder, vi ønsker os.