Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Forsvar og strudsepolitik

»Er der vilje i NATO til på ny at opstille troværdige militære, diplomatiske og økonomiske svar? I Danmark er svaret desværre ikke positivt.«

Læs mere
Fold sammen

Da det tyske handelsskib »Hansestadt Danzig« 9. april 1940 gled forbi Middelgrundsfortet ud for København, forsøgte fortets kanonbesætning at affyre et varselsskud for at bringe skibet med 800 tyske soldater om bord til at standse. Men desværre var stort set alt uddannet personel sendt på orlov eller til andre tjenestesteder. Derfor lykkedes det aldrig at affyre blot et varselsskud, inden skibet med den tyske bataljon lagde til kaj og uden større besvær besatte Danmarks hovedstad. Selv hvis fortet havde været bemandet med uddannet personel, kunne det ikke foretage sig andet end at sende et varselsskud, for det krævede en tilladelse fra Marineministeriet, inden man kunne skyde direkte mod en fjende, der ikke lod sig skræmme af et varselsskud. 20 minutter senere lagde »Hansestadt Danzig« til kaj ved Langelinie.

Læs også: »For altid vil 9. april 1940 stå som en skammens dag«

Det danske forsvar var i elendig forfatning, da Hitler sendte bombefly og to-tre divisioner ind over grænserne. Men den politiske vilje til at forsvare landet var i endnu ringere stand. Trods advarsler undlod regeringen at forberede et dansk forsvar, som ganske vist ikke kunne have standset, men have sinket den tyske besættelse af Norge og givet briterne tid til at reagere. Hverken på Middelgrundsfortet, i Sønderjylland eller på Sjælland havde regeringen vovet at iværksætte forberedelser til at bremse den ventede invasion. Man krydsede fingre og håbede det bedste.

Datidens strudsepolitik døde ikke med verdenskrigens og den efterfølgende kolde krigs afslutning. I mere end et år har den russiske præsident, Vladimir Putin, demonstreret vilje til at besætte dele af et naboland med militære midler, ledsaget af bizarre trusler om atomangreb på danske flådefartøjer. Man må knibe sig i armen for at overbevise sig om, at det virkelig forholder sig sådan. Med sine aggressioner tester den russiske præsident ikke blot naboernes, men hele NATOs vilje til at forsvare sig. Er der vilje i NATO til på ny at opstille troværdige militære, diplomatiske og økonomiske svar? I Danmark er svaret desværre ikke positivt. Regeringen fastholder at gennemføre de besparelser på forsvaret, som blev vedtaget mere end et år før, Ukraine-krisen brød ud. Mens såvel eksperter som oppositionen længe har bedt om en ny sikkerhedspolitisk vurdering, fastholder forsvarsministeren, at det er der ikke brug for.

Læs også: »9. april - en utrolig myte: Ene af alle lande på denne jord kunne Danmark ikke forsvares«

I dag står der ikke hverken tyske eller russiske tropper ved Danmarks grænser. Men ligesom dansk forsvar er skåret ned til en størrelse og bredde, så det ikke kan kæmpe selvstændigt mod en konventionel fjende, er også vore naboer i NATO afhængige af, at andre bidrager til det samlede forsvar. Det gælder NATOs nye medlemmer mod øst, men også Europas store nationer. Derfor er de enkelte nationers vilje til at bruge det nødvendige til deres militære forsvar afgørende, ikke bare for at begrænse den russiske aggression, men også for at fastholde tilliden blandt NATOs medlemmer til den interne solidaritet. Hele vejen rundt om Østersøen har landene i og uden for NATO iværksat udvidelser og moderniseringer af deres forsvar. Undtagelsen er Danmark, hvor regeringen har erstattet forsvarspolitik med strudsepolitik.