Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Fornuftig aftale om seniorpension: De nedslidte skal gå fra tidligere, de friske senere

Det er en udmærket aftale om seniorpension, som regeringen netop har præsenteret: Vigtigst er det, at der bliver lagt op til en individuel vurdering af arbejdsevnen.

Det Radikale Venstres Morten Østergaard, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl præsenterer aftale om seniorførtidspension, i Beskæftigelsesministeriet. Man kan godt kalde aftalen for en taktisk manøvre. Men ikke desto mindre må man som borgerlig vælger glæde sig over den. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Når man er så tæt på et folketingsvalg, som vi er nu, må alle politiske aftaler ses i lyset af valget. Således også regeringens netop indgåede aftale med Dansk Folkeparti og De Radikale om en forbedret seniorførtidspension, nu kaldet seniorpension.  Det er ikke ny viden, at seniorførtidspensionen ikke har virket efter hensigten, fordi alt for få borgere har benyttet sig af den, men vi havde hverken set forhandlinger eller aftale, hvis ikke Socialdemokratiet i januar havde spillet ud med et forslag om at give særlige – udefinerede – grupper ret til at gå tidligere på pension.

Så jo, man kan godt kalde aftalen for en taktisk manøvre. Men ikke desto mindre må man som borgerlig vælger glæde sig over den, og det er der overordnet tre grunde til:

For det første er alle jo enige om, at reelt nedslidte borgere naturligvis ikke bør tvinges til at arbejde. Derfor er det fint, at de borgerlige nu lægger op til at løse dette problem.

For det andet skal adgangen til tidlig pension bero på en individuel vurdering. Eller sagt på en anden måde: Der skal skelnes mellem nedslidte og ikkenedslidte, og kun førstnævnte gruppe bliver tilgodeset. Det er sund fornuft, og det er samtidig i skarp kontrast til Socialdemokratiets forslag om at gøre tidlig pension til en ret for bestemte grupper af borgere, uanset om de er nedslidte eller ej. Det vil alt andet lige betyde, at den socialdemokratiske ordning rammer skævt: Raske og rørige mennesker vil kunne gå tidligt på pension, mens reelt nedslidte mennesker er nødt til at blive.

»I en tid med mangel på arbejdskraft har vi stærkt brug for alle, der kan og vil – også dem med et langt liv bag sig.«


For det tredje nøjes partierne ikke med at holde en hånd under de nedslidte. En vigtig del af aftalen handler nemlig om de raske og rørige: Personer over pensionsalderen vil med aftalen få mere fordelagtige vilkår, hvis de arbejder ved siden af folkepensionen, hvilket sådan set blot er en udbygning af de initiativer, der allerede ligger i den seneste finanslov. Ikke desto mindre øges de økonomiske incitamenter til at blive længere på arbejdsmarkedet, hvis man har kræfterne til det, og det er vigtigt. I en tid med mangel på arbejdskraft har vi stærkt brug for alle, der kan og vil – også dem med et langt liv bag sig.

Det har naturligvis en negativ effekt på arbejdsudbuddet at lade folk forlade arbejdsmarkedet før tid, og det er betænkeligt. Regeringen ved det og forsøger derfor at få regnestykket til at gå i plus ved at lægge effekten i den nye aftale sammen med netop finanslovsinitiativerne – og ifølge aftaleteksten ender man så med en positiv arbejdsudbudseffekt samlet set, netop fordi flere seniorer vil vælge at blive længere på arbejdsmarkedet. Manøvren er lige kreativ nok. Men i det mindste er regeringen opmærksom på problemet og tager nogle skridt for at imødegå det. Det er mere end man kan sige om Mette Frederiksens pensionsforslag.

Den nye seniorpension er i praksis en forbedring af den nuværende seniorførtidspension. Man vil med den nye aftale kunne få seniorpension, hvis man har seks år eller mindre til pensionsalderen, hvis man har arbejdet i mindst 20 til 25 år, og hvis ens arbejdsevne bliver vurderet til at være 15 timer om ugen eller mindre. Desuden lægges der op til et mindre bureaukratisk forløb.

Partierne bag aftalen regner med, at mere end 17.000 danskere vil blive omfattet af ordningen, når den er fuldt indfaset i 2025, og at den på det tidspunkt vil koste 650 millioner kroner om året.

Aftalen når naturligvis ikke at blive til lovgivning inden valget. Men den er konstrueret på en måde, hvor den spænder kraftigt ben for Mette Frederiksens kollektivistiske planer om ret til tidlig pension for enkelte grupper, uanset om man er frisk eller nedslidt – og det er godt.

AMALIE LYHNE