Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Formynderiets grænser

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er der grænser for, hvor meget det offentlige kan finde på at involvere sig i myndige borgeres måde at leve deres liv på? Tilsyneladende ikke. I hvert fald synes grænserne hele tiden at flytte sig. Senest med de forældreuddannelser, som Center for Socialt Ansvar har udarbejdet i samarbejde med Holste­bro Kommune og Region Midtjylland, og som allerede er ved at brede sig til andre kommuner.

Som man har kunnet læse i Berlingskes netudgave, er parforhold, fødsel, indkøb af barnevogn, budgetplanlægning og juridisk sikring af forældrene nogle af de emner, der bliver taget op i løbet af de i alt 16 mødegange, der spænder fra et tidspunkt midt i graviditeten til den dag, barnet er halvandet år. Det er med andre ord helt almindelige daglige udfordringer, der er på skoleskemaet, og hvis det hele så bare var sat i værk af hensyn til særligt udsatte grupper, men det er det ikke. Uddannelsen er et tilbud til alle, uanset social baggrund. Det er her, kæden hopper af.

Én ting er, at der måske er et økonomisk rationale i, at det offentlige agerer skatteyderbetalt barnepige for hele befolkningen. På CBS har man vurderet de samfunds­økonomiske gevinster ved familieprojektet til 1,1 milliard kroner om året, hvis det breder sig til hele landet. Nu er tal jo taknemmelige, og uanset hvad, ændrer det ikke ved det principielle: At når vi først er nået dertil, at vi gør det almindelige levede liv til et offentligt anliggende, vil kun fantasien sætte grænser for, hvad det offentlige kan involvere sig i og bruge borg­ernes penge på.

Læg dertil, at projekter som det i Holstebro helt grundlæggende er med til at klientgøre normalt fungerende mennesker. Eller som professor i barndomsforskning Jan Kampmann, RUC, meget rigtigt siger til Morgen­avisen Jyllands-Posten: »Det (forældreuddannelserne, red.) kan få forældrene til at tvivle på deres egen fornemmelse og dømmekraft, når de erfarer, at det åbenbart er nødvendigt at gå på kursus for at lære at være en god forælder.«

At børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) er positivt stemt, kan ikke undre nogen. At være bedrevidende bekymret på borgernes vegne er en klassisk, socialdemokratisk disciplin. Derimod kan det undre, at også borgerlige politikere stiller sig velvillige over for formynderiet. Venstres familieordfører, Louise Schack Elholm, roser projektet i Jyllands-Posten, og de Konservatives Benedikte Kiær siger, at det er »positivt, at man hjælper dem (forældrene, red.) med at skabe netværk og yder rådgivning for både mødre og fædre«, og at »det kan komme til at give et rigtig godt afkast«.

Det med afkastet er som anført ikke noget godt argument for Holstebro-modellen, og forhåbentlig kommer både Schack Elholm og Kiær på andre tanker. Bevarelsen af respekten for individets evne til at tænke selv og tage vare på dets eget liv må og skal være en borgerlig mærkesag. Alt andet er forhåbentlig utænkeligt.