Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Forklædt som voksne

Voksne ved, at livet består af en perlerække af valg, herunder økonomiske. Den proces kaldes også for prioritering. De lærere, der strejkede i går, demonstrerede, at de ikke magter voksenrollen. De viste sig som forklædte voksne og som ringe rollemodeller.

Demonstration mod besparelser i uddannelsessektoren på Christiansborg slotsplads torsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK REFNER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som led i en nødvendig tilbageholdende offentlig udgiftspolitik har regeringen iværksat besparelser på de offentlige udgifter i kommunerne og på statens område. Det er ikke massive besparelser, men der stilles generelt krav om at spare - eller effektivisere - to procent. Besparelserne resulterer i disse dage i katastrofemeldinger fra erhvervslivets organisationer, forargede bandbuller fra offentligt ansatte og demonstrationer bestående af blandt andre elever og deres (strejkende) lærere.

Protesterne mod besparelser og indgreb er omtrent så gamle som velfærdssamfundet selv. Nogle husker endnu de sort-hvide billeder fra 1956, da strejkende arbejdere fyldte Slotspladsen. I 1970erne gjaldede protesterne, fordi først den borgerlige og siden den socialdemokratiske regering nedsatte »støvsugerbander« for at finde besparelser, der kunne afværge forudsigelserne om stigende skatter og offentligt ansatte. Man kan ikke hævde, at bestræbelserne på at holde det offentlige i ro er lykkedes. Dengang var der færre end 400.000 offentligt ansatte. Nu er der flere end 800.000 plus de privatansatte, der udfører offentlige opgaver.

Et årligt sparekrav på statens område har eksisteret i årtier, under forskellige navne. Det nye i år er, at kultur- og undervisningsområdet er kommet med. I stedet for at klynke over et lille effektiviseringskrav burde elever og lærere undersøge årsagerne til, at nogle af de folkeskoler, der leverer de bedste resultater, også er blandt de billigste. Eller spørge om årsagerne til, at man finder de bedste gymnasier, når det gælder evnen til at løfte deres elevers niveau, i fjernere dele af udkantsdanmark, på Bornholm og i Vestjylland. Er det altid udgifterne per elev, der er afgørende for resultatet, eller hvad er forklaringen på, at gode resultater kan nås med færre udgifter? Tænk, hvis underviserne brugte energien på at søge nye ideer fremfor at afvise dem.

Men nu er endnu en regering altså gået i gang med atter en spareøvelse, som forresten ikke er en ren spareøvelse, men har til formål at flytte nogle ganske få af de 1.100 milliarder kroner, som det offentlige forbruger hvert år, fra nogle offentlige områder til andre offentlige udgiftsområder, som regeringen og Folketingets flertal ønsker at prioritere. Kommunernes omprioriteringsbidrag næste år er på 2,4 milliarder kroner, hvoraf 1,9 milliarder går retur.

Voksne ved, at livet består af en perlerække af valg, herunder økonomiske. Den proces kaldes også for prioritering. De lærere, der strejkede i går, demonstrerede, at de ikke magter voksenrollen. De viste sig som forklædte voksne og som ringe rollemodeller.

I 1980erne påpegede daværende professor i statskundskab, Ole P. Kristensen, at presset for større offentlige udgifter normalt vil være større end presset for at nedbringe dem. Forhåbentlig vil det lykkes den nuværende regering ikke alene at bryde professorens naturlov, der har skabt verdens største offentlige sektor, men også demonstrere, at konstant omprioritering faktisk er en nødvendig proces for at skabe et bedre samfund.