Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Forfattere og flokmentalitet

Salman Rushdie er ikke længere alene

Det er glædeligt, at en del fremtrædende forfattere fra europæiske lande efterhånden tager et opgør med islamismen, som det fremgår af dagens avis. Nu er Salman Rushdie ikke længere alene. Men man kan spørge, hvorfor så mange danske forfattere stadigvæk dukker sig i denne strid, som er en af de store i vor generation. Mange mener, at man ikke kan tillade sig at bede forfattere om at ytre sig i bestemte debatter og engagere sig på en bestemt måde. Det er der også noget om. Det er aldrig tiltalende at se åndspersoner gå i flok, og da slet ikke hvis de mest gør det på andres tilskyndelse. Men derfor kan man jo godt undre sig.

Der findes forfattere, der opfatter sig selv som »rene« kunstnere eller håndværkere i sproget. Og mener, at deres synspunkter om politik og samfund er uden relevans for deres kunst og for offentligheden. Men de er nu meget få. I langt de fleste tilfælde fletter selv relativt »apolitiske« forfattere samtidskommentarer og politisk kritik ind i deres tekster eller i de interviews, de giver. Mange yngre forfattere og kritikere mener oven i købet, at litteraturen er ved at blive mere politisk.

Når man mønstrer feltet, kan man imidlertid konstatere, at den politiske konformisme er næsten total. Danske forfattere går i vidt omfang allerede i flok og opfatter Dansk Folkeparti, »nationalismen« og »liberalismen« som hovedfjender. Danske forfattere synes at være kollektivt indmeldte i en venstrefløjskultur, som har forbavsende stor magt over sindene til trods for, at den, hvad angår politiske visioner, har været i granatchok siden 1980erne.

Og hvad så? Lyder den næste standard-indvending. Vi lever i et frit land, og man kan ikke tvinge folk til at mene andet end det, de mener. Nej, men man kan undre sig over, at så mange i princippet originale og reflekterede personer kan være så enige. Mon ikke gruppepres og mangel på civilcourage her har lige så meget at sige som selvstændig politisk stillingtagen?

Konformismen har selvfølgelig konsekvenser for kvaliteten og relevansen af forfatternes bidrag til samfundsdebatten. Når så få går ind i debatten om islamismen som totalitær trussel i det 21. århundrede, er det fordi man er fikseret på sin »indre fjende«: Dansk Folkeparti. Man tænker simpelthen mere i lokal positionering end i store principper. Min fjendes fjende er måske ikke ligefrem min ven, men han kan i hvert fald ikke være så slem, når Pia taler ham midt imod.

Den politiske slagside har også konsekvenser for dansk litteratur. Vel behøver ikke al væsentlig litteratur sætte problemer under debat, som salig Brandes foreskrev, men det er alligevel påfaldende, at der endnu ikke er skrevet nogen stor dansk generationsroman om 1970ernes politiske fanatisme. Mange forfattere gjorde turen med. Nu er det hele på overblikkets afstand. Stoffet ligger på den flade hånd. Alligevel er det en journalistisk forfatter som Peter Øvig Knudsen, der skal åbne ballet. Hvorfor mon? Fordi man ikke vil sætte venstreorientering som problem til debat. Man kunne også her risikere at »gå fjendens ærinde«. Hellere blive under den lune (venstre)dyne.