Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Forandringens vinde

Selv hvis et flertal synes bedre om Hillarys person end om Trumps, kan hun risikere at tabe.

Hillary Clinton. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN SMIALOWSKI

Flere end nogensinde før så den første TV-debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump på amerikansk TV mandag aften. Og bagefter fastslog pressens kommentatorer næsten unisont, at Hillary Clinton havde vundet. Hun bevarede selvbeherskelsen og overblikket, mens Donald Trump, efterhånden som debatten skred frem, fremstod mere og mere usammenhængende, uforberedt og mopset.

Og det er fristende at konkludere, at hvis det fortsætter sådan i ugerne frem mod 8. november, med en sur Trump og en selvsikker Hillary, så bliver hun USAs næste præsident. Men det kan man ikke slutte.

For Hillary mangler stadig det, der på trods af Trumps lapsusser og totale mangel på erfaring i amerikansk politik, får så mange vælgere til at flokkes om ham: Et løfte om et anderledes og bedre USA. Hun mangler at love folk fremtiden, i stedet for at love dem nutiden.

Forandringens vinde blæser over hele Vesten. Som man forleden kunne læse i Spectator blev Brexit kun en realitet, fordi det lykkedes EU-modstanderne at omprofilere sig fra at være »EU-skeptikere« til at være »Brexiteers«, hvilket lød lige så modigt, vildt og romantisk som nogen musketerer. EU-modstand gik fra at være regressivt til at være progressivt.

EU-tilhængerne, derimod, gik i panik og foretog den modsatte manøvre. De forsøgte at skræmme folk til at blive i EU. Resultatet blev et valg mellem håb og frygt: Og folk vil hellere håbe end frygte.

Problemet med Hillarys kampagne er, at den ligesom de britiske EU-tilhængeres bygger på forsvaret for det bestående. USA er godt nok som det allerede er, og Trump er en trussel, fordi han vil ødelægge det.

Resultatet er, at de færreste på stående fod kan redegøre for, hvad Hillarys politik er, udover, at den er en fortsættelse af Obamas. Mens alle kan redegøre for, hvad Trump vil, og han vil radikal forandring. Resultatet er derfor også, at alle kender Trumps slogans »Take back control« og »Make America great again«, mens ingen kan huske, hvad Hillarys slogan er.

Hvis Hillary skal vinde, skal hun derfor i en fart få sig en politik, der peger fremad. Hun skal slå på sin største styrke: At hun er en samler, ikke en spreder. Hun skal love amerikanerne en new deal: Et mere retfærdigt, rummeligt, lige samfund, hvor sorte, hvide, brune og gule som det eneste sted i verden lever sammen i gensidig respekt og kærlighed til USA og dets demokrati. I stedet for at forsvare det samfund, der allerede er, skal hun love et nyt, meget bedre samfund: Hun skal kort sagt love en fremtid.

Som det er nu, gør hun sig alt for afhængig af, om det går godt eller skidt for Trump. Og det kan være svært at vurdere: For folk anlægger forskellige kriterier. Nogle vælgere vil ikke opfatte Trump som taberen af mandagens TV-duel. Det kan være, at de slet ikke så en stærk kvinde og en svag mand for sig på TV, men i stedet en arrogant repræsentant for eliten, der trynede en folkelig TV-darling.

Og selv hvis et flertal synes bedre om Hillarys person end om Trumps, kan hun risikere at tabe. For hvis valget står mellem at blive stående eller begynde at gå, så vil de, der synes, at det nok kunne blive bedre, sætte sig i bevægelse.