Sådan kunne man også formulere det frontalangreb på pædagogikken i landets vuggestuer, som forskeren Ole Henrik Hansen står for i sin nye ph.d.-afhandling, og som Berlingske har skrevet om de seneste dage. Mange af institutionerne er, hvis Ole Henrik Hansens konklu­sioner står til troende, så elendige, at det var bedre at lukke dem, og det handler om manglende nærvær og menneskelig kontakt, og det er hårde ord. Men der er grund til at tage dem alvorligt. Dels bygger de på omfattende studier, med videooptagelser, godt 8.000 observationer i ni vuggestuer i Storkøbenhavn og spørgeskemaer til 40.000 pædagoger over hele landet. Dels kan sagen jo i sig selv ikke være meget mere alvorlig. Det handler om vores børns velfærd. Intet mindre.

At man nu fra politisk side er indstillet på at lade dag­institutionerne rapportere løbende til kommunerne, er et skridt i den rigtige retning. Når det gælder børnenes velfærd, bør der ikke tages hensyn til fintfølende pædagogers og institutionslederes eventuelle modvilje mod at blive kigget efter i sømmene. Her er der kun ét hensyn, der gælder. Hensynet til børnene. At dette desværre ikke synes at være indlysende for alle, demonstrerer Henning Pedersen, formanden for pædagogernes fagforening, BUPL, når han til Berlingske siger, at Ole Henrik Hansen »ikke tager højde for de vilkår, som pædagoger arbejder under i vuggestuerne«.

Reaktionen er desværre typisk. I stedet for selvransagelse er det mere bekvemt at se problemerne som systemfejl, der kan tackles med systemløsninger. Men det er at afspore debatten, her som i andre sammenhænge, og så meget desto mere må man glæde sig over, at Jan Hoby, næstformand i fagforeningen LFS, der organiserer de københavnske pædagoger, giver Ole Henrik Hansen ret i hans kritik. Netop i Københavns Kommune står pædagagogerne jo stærkt. Netop her kan de kan regne med maksimal støtte fra vennerne hos Enhedslisten og den øvrige venstrefløj. At det er i København, at en begyndende selverkendelse hos pædagogerne kan iagttages, giver således grund til optimisme.

Men der ligger nogle opgør og venter forude. Pædagogerne skal lære, at professionel kritik ikke skal opfattes som personlige fornærmelser. De skal gøre op med den tiltagende akademisering af deres fag, som man kan iagttage hos f.eks. sygeplejerskerne, hvor mange ikke hurtigt nok kan videreuddanne sig for at komme videre og op i systemet. Sidst, men ikke mindst, skal de - ligesom sygeplejersker, sosu-assistenter og lignende faggrupper - genfinde deres professionelle stolthed i det levende arbejde med levende mennesker. Det handler om en faglig identitet, der skal revideres, og om en arbejdspladskultur, der skal gøres op med, og det kan offentlige kvalitetstjek hjælpe til med, og det er fint nok. Men hvis ikke fagforeningerne selv er med, kommer vi ikke langt. Derfor skal de påtage sig et ansvar. Ikke for deres egen, men for børnenes skyld.