Den politiske historie er fyldt med eksempler på, at politikere mister evnen til at se kritisk på, hvordan de anvender skatteydernes penge. Det seneste eksempel har Dansk Folkepartis europaparlamentsmedlem Morten Messerschmidt leveret. Den ellers talentfulde yngre politiker er jurist, men åbenbart ikke udrustet med et moralsk kompas til at vejlede om brugen af EU-skatteydernes penge.

Listen over Morten Messerschmidts anvendelse af EU-midler til tvivlsomme formål er alenlang. Den omfatter brug af skatteydernes penge til valgkamp i Danmark, til at holde gruppemøde for partiet og andre uvedkommende formål. Og så var der sagen, der satte gang i balladen: Indsættelsen af europaparlamentsmedlem Rikke Karlsson og kollegaen Jørn Dohrmann som bestyrelsesmedlemmer i det parti, der blev brugt til at kanalisere EU-pengene til Dansk Folkeparti. Hun og Dohrmann blev medlem af bestyrelsen uden at vide det. Papirerne var underskrevet af Morten Messerschmidt, der blev politianmeldt og senest har trukket sig som Dansk Folkepartis gruppeformand i Europa-Parlamentet.

Når nye sager er dukket op, har Messerschmidts svar været en monoton afvisning. Alle regler er overholdt, lyder Messerschmidts mantra. Om EUs særlige antisvindelenhed, OLAF, er enig, vil vise sig, når den forventeligt om et års tid er klar med resultatet af sin undersøgelse. Dansk Folkepartis ledelse er åbenlyst ikke enig i med Messerschmidt. Partiledelsen har indtil videre tilbagebetalt i nærheden af et par millioner kroner til EU.

Men uanset om der - som Dansk Folkepartis ledelse giver indtryk af - er tale om »roderi« og »nonchalance«, eller om der bevidst er begået svindel, slider sagen på partiet. Næste gang det »forlanger, at EUs sløseri med danske skattekroner stoppes,« som der står på partiets hjemmeside, vil partiet fuldt fortjent blive mødt med højlydt fnisen.

Der er groft sagt tre typiske former for misbrug af skatteyderpenge.

Der er de store offentlige projekter, som kuldsejler på grund af inkompetence. Gode eksempler er de store IT-projekter, senest SKATs kuldsejlede inddrivelsessystem.

En anden type omfatter brug af uhyrlige summer til underlige projekter. Et godt eksempel er Københavns Kommunes indkøb af en lysende bænk til en million kroner. Og endelig er der misbrug af andres penge til egen vinding. Siden Europa-Parlamentets fødsel er parlamentsmedlemmer blevet grebet i småsvindel, som eksempelvis at hæve diæter for møder, man ikke har deltaget i.

Nationalt kan politikerne også være med. Der er historierne om studieture til dyre hoteller på klodens bagside, og der var en partileder, nu statsminister, der skiftede jordforbindelsen ud med flyrejser på 1. klasse. At politikere så relativt ofte mister respekten for andres penge, er en af det politiske livs uløste gåder.

Men indtil videre kan en simpel fremgangsmåde anbefales, når en politiker skal sige ja eller nej til en offentlig udgift. Han skal blot spørge, om han ville bruge pengene, hvis de var hans egne.