Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Folkestyre og andres penge

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Folketingets formand bekymrer sig om folkestyret i almindelighed og de danske partier i særdeleshed. Men for skatteyderne desværre på den gode, gamle og alt for socialdemokratiske måde. Således er der i Mogens Lykketofts univers brug for endnu flere offentlige kroner for at finansiere partiernes tilværelse i takt med, at deres betalende medlemmer flygter og forsvinder rundt om i lokalforeningerne. Som han selv skriver i dagens kronik i Berlingske kræver det ganske vist »mod at hæve den offentlige partistøtte«.

Et mod, de folkevalgte beklageligvis har vist sig i besiddelse af, siden et bredt flertal i Folketinget første gang i 1995 erklærede sig ganske enig i kollektivt at begrave folketingsmedlemmernes hænder dybt i skatteborgernes lommer og dermed tage penge til sig selv i form af direkte finansiering til deres daglige drift. Altså oven i lønningerne til byrådspolitikere, folketingsmedlemmer og ministre og den betalte sekretariatsbistand. Oven i millioner af euro fra EU-systemet samt frivillige bidrag fra såvel fagbevægelse som erhvervsliv til enten den enkelte politiker eller partiet. Oven i det hele.

For de store partiers vedkommende – ingen nævnt, ingen glemt – er kontingenterne fra partimedlemmer i dag næsten ikke til at få øje på sammenlignet med statsstøtten. Uanset politisk trosretning er det et fattigt udgangspunkt for partier, der har påtaget sig at optræde som folkelige bevægelser. Partiapparaterne er imidlertid indrettet efter de offentlige tilskud, og der er desværre ikke håb om, at der vil blive sparet på tilskuddene til partidriften, selv om der her var et oplagt sparemål. Almindelig tilbageholdenhed og nulvækst er her som på alle mulige andre områder i samfundet et minimumskrav. Løsningen er ikke bare bevidstløst at bevilge sig selv flere penge – andre folks penge vel atmærke. Men tværtimod igen at gøre sig fortjent til danskernes støtte og gavmildhed og dermed kontingentkroner. Samt frivillige bidrag, hvor en vis åbenhed om de private pengestrømme er på sin plads.

Som støttereglerne er skruet sammen i dag, behøver partierne ikke oplyse, hvilket beløb virksomheder, interesseorganisationer eller enkeltpersoner overfører til partierne – blot givernes navn er påkrævet – ligesom beløb under 20.000 kroner slet ikke skal offentliggøres. Om grænsen er rigtig, kan altid diskuteres, ligesom en vis gennemsigtighed i partiernes økonomi unægteligt vil gavne den nationale selvforståelse som et land præget af vælgernes tillid og tilfredshed. Europarådets kritik af Danmark for nylig for utilstrækkelig og uigennemskuelig lovgivning på området er imidlertid latterlig som et af de suverænt mindst korrupte lande i verden i alle undersøgelser.

Hvis ikke det danske politiske system skal ende fuldstændig på støtten, skal det selvfølgelig stadig være muligt for virksomheder og fagbevægelse at støtte uden nødvendigvis at skulle lægge alt frem. Det samme gælder for private menneskers donationer. I modsætning til de penge, som Mogens Lykketoft i sin egenskab af Folketingets formand nu er ude med riven efter, er det nemlig deres egne.