Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Folkekirken er Danmarks største forening – det skal vi glæde os over

Det er en myte, at folkekirken er i krise. Kirken klarer sig tværtimod godt, og det er positivt i en opbrudstid.

I en tid med opbrud, indvandring og konkurrence fra nye former for religion og spiritualitet samt en ganske aggressiv ateistisk bevægelse kan en tilslutning på næsten tre fjerdedele af borgerne ikke betegnes som andet end en enorm succes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Stricker

Journalistikkens væsen er at fortælle om det nye, det opsigtsvækkende, forandringerne. De længere udviklingstendenser og baggrunden for dem må ofte leve en mere stille tilværelse i udkanten af mediebilledet.

Derfor har mange danskere måske siddet i kirken juleaften og nydt roen, eftertanken, orgelmusikken og det smukke kirkerum, mens der blev tænkt en trist tanke om folkekirkens sørgelige tilstand. For har man måske ikke læst i avisen, at der bliver færre og færre folkekirkemedlemmer i Danmark?

Og jo, det har man. Det er også korrekt. Men når man kigger bagom tallene og sætter dem i perspektiv, krakelerer forfaldshistorien.

Folkekirken havde 4.339.511 medlemmer pr. 1. januar 2019. Det svarer til 74,7 procent af danskerne, og det er et fald på 0,6 procentpoint i forhold til året før. Faldet har været forholdsvis jævnt i de sidste mange år.

Alligevel overstiger antallet af indmeldelser antallet af aktive udmeldelser. Det hænger sammen på den måde, at mange folkekirkemedlemmer dør eller fraflytter landet. Samlet set er den danske befolkning dog i vækst, men eftersom stigningen primært skyldes indvandring – i høj grad fra ikke-kristne lande – er det ikke så mærkeligt, at folkekirkens medlemstal er vigende. Ser man udelukkende på borgere med dansk oprindelse, er den vigende tendens ganske beskeden.

I en tid med opbrud, indvandring og konkurrence fra nye former for religion og spiritualitet samt en ganske aggressiv ateistisk bevægelse kan en tilslutning på næsten tre fjerdedele af borgerne ikke betegnes som andet end en enorm succes. Den danske folkekirke har i øvrigt en højere medlemsprocent end kirkerne i alle de øvrige nordiske lande.

Succesen hænger utvivlsomt sammen med folkekirkens dobbelte status: Det er både et trossamfund og en kulturinstitution. Der er stor rummelighed, og man kan komme i kirken både som meget troende og som udelukkende kulturkristen, som blot ønsker en alvorsfuld ramme om livets overgange. Ingen står til regnskab, og man bestemmer helt selv, hvor meget man vil bruge kirken.

Samtidig repræsenterer folkekirken både traditioner og fornyelse. Man kan have mange holdninger til rockgudstjenester, babysalmesang og meditation i kirken, men mon ikke den mangfoldighed, der kan rummes inden for samme kirke, er en del af succesen?

Grundtvig ville sandsynligvis bifalde om ikke rockgudstjenesterne, så i hvert fald mangfoldigheden. Da vi med Grundloven i 1849 fik afskaffet enevældens statskirke og i stedet fik den folkekirke, som vi har i dag, var Grundtvig kritisk. Han mente, at selve definitionen som evangelisk-luthersk var for snæver, og han ønskede en meget omfattende frihed for menighederne og for præsterne.

Sådan blev det ikke, men Grundtvig har alligevel haft – og har stadig – stor indflydelse på den danske tilgang til tro og kirkegang. Folkekirken fortjener i den grad sit navn, for det er en folkelig kirke.

I en opbrudstid er der brug for samlende strukturer og faste holdepunkter, så lad os glæde os over, at kirkerne er fyldt til jul i stedet for at begræde, at de er halvtomme uden for højtiderne. Lad os opfatte folkekirkens medlemsprocent som den succes, den rent faktisk er. Og lad os meget gerne åbne kirken for kristne indvandrere, der også er en del af.

AMALIE LYHNE