Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Folkekirken – en nødvendig succes

»Sognepræsterne virker eksempelvis mere synlige i den offentlige debat og markerer sig som hyrder med holdninger.«

Foto: Henning Bagger. Vestervig Kirke. Danmarks størst landsbykirke.
Læs mere
Fold sammen

Rygterne om folkekirkens død er stærkt overdrevne, skrev kirkeminister Mette Bock (LA) i Berlingske lørdag. Hun skrev det på en ufestlig baggrund for kirkens tilhængere: Danmarks Statistik havde set medlemstallet falde fra knap 77 procent til knap 76 procent. Folkekirken havde med andre ord mistet et helt procentpoint i folkelig opbakning siden året før.

Men ministeren kunne med rette vurdere en opslutning på tre fjerdedele af befolkningen som ret vellykket. Den danske folkekirke er faktisk stadig Europas største evangelisk-lutherske kirke i forhold til landets størrelse. Og ministeren bad i samme åndedrag kirken bygge videre på sin grundfæstede identitet og danskerne fortsætte deres opbakning til fællesskabet. For lige så oplysende tro kan være, lige så farlig virker blind religion på svage sjæle – og lige præcis folkekirken ligner et stærkt bolværk mod den blindhed. »Vi går gerne i flok. Men ikke i takt,« som det hed i Bocks kronik.

Folkekirken spiller ikke den store rolle i vores hverdag. Kun tre procent af danskerne betragter sig som jævnlige kirkegængere. Hvis man måler i rene tal, virker de danske kirker på den anden side ret velbesøgte. Kirkerne har rent faktisk fået større tilslutning med tiden – hvad der nok vil overraske nogle. TNS Gallup har gennemført en årelang undersøgelse af danske kirkegængere og fandt 86.000 mennesker på en gennemsnitlig søndag i året 1995 og ikke færre end 113.000 i 2011.

Kirkegangen hos de aktive medlemmer er med andre ord steget med en tredjedel. Den virker slet og ret omvendt proportional med frafaldet blandt alle andre danskere. Årsagerne diskuteres flittigt i kirkelige kredse og er formentlig en kombination af flere forhold: Sognepræsterne virker eksempelvis mere synlige i den offentlige debat og markerer sig som hyrder med holdninger. En ikke ringe del af tidens tilflyttere kommer fra kristne miljøer og har ikke sjældent været vant til et større engagement i sagen. Og fordi en fjerdedel af landets befolkning efterhånden er over 60 år og forældre til en generation uden så megen tid til familie, ser vi stadigt flere danskere med behov for kirkernes tilbud.

Men instituttet European Social Survey stillede i 2008 vort svenske broderfolk et spændende spørgsmål og gav samtidig en ny forklaring på den paradoksale forekomst af fyldte kirker. Broderlandet havde på det tidspunkt haft adskillelse af stat og kirke i otte år. Fem procent af indbyggerne betragtede sig som jævnlige kirkegængere. Det spændende spørgsmål lød: Hvor mange svenskere gik aldrig kirke? Og svaret på dét faldt overraskende ud. Færre end 40 procent af svenskerne gik aldrig i kirke. Tallet var til overflod korrigeret for bryllupper og begravelser med videre. Noget over halvdelen af alle mennesker hinsidan gik med andre ord til højmesse engang imellem, mange af dem formentlig omkring jul.

Måtte kirkeministerens kronik være en opfordring til landets hyrder om fortsat forkyndelse af det glade budskab både inden for og uden for egne rækker! Kristendom i folkekirkelig forstand er en anerkendelse af synden, pligten og ondskaben som virkelige størrelser. Og alle som modsætninger til ligegyldigheden. Lad os ikke være ligeglade.