Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Foghs lange tunge vej

Politisk EU-løsning på udlændingesagen bliver svær at opnå – men det er rigtigt at forsøge

Det har over de seneste par uger i stigende grad stået klart, at sagen om Udlændingeservice har to dimensioner: en administrativ, der handler om, hvorvidt danske borgere kan stole på, at myndighederne opfylder deres vejledningspligt. Og en politisk, der drejer sig om, hvordan man bedst muligt kan beskytte den stramme danske udlændingepolitik.

Hvad angår det sidste valgte statsminister Anders Fogh Rasmussen den fornuftige kurs, da han efter sin ferie i går vendte hjem og blandede sig i sommerens brandvarme politiske sag. Fogh valgte ikke at følge kravet fra Dansk Folkeparti om at ignorere den afgørelse fra EF-Domstolen, som truer med at underminere landets udlændingepolitik. Et sådant krav, som integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i nogle dage valgte også at stille sig bag, er uholdbart. For EF-dommen, der gør det muligt at få familiesammenførte ægtefæller med ind i Danmark efter korte ophold i andre EU-lande, er den skinbarlige virkelighed og ikke et EU-fatamorgana, som man sådan bare kan vælge at se bort fra. I stedet anerkendte Anders Fogh Rasmussen i går, at udlændingesagen på den politiske front er en europæisk sag og må tackles som sådan dér, hvor det giver mening: nemlig i det EU-samarbejde, som Danmark i mange år har haft store fordele af på en række områder. Nu er så opstået en sag, hvor samarbejdet kolliderer med danske interesser. Men at det skulle få os til at afsværge EU-samarbejdet eller væsentlige dele af det, må og skal blive en feberdrøm i hovedet på Dansk Folkeparti.

Hvor let det bliver for regeringen at få EU-landene med på at sikre den danske udlændingepolitik, kan man så godt diskutere. Ganske vist er 11 lande – eller måske flere – enige med Danmark i, at EF-dommen om fri adgang for ikke-EU-borgere er problematisk. Men de er ikke nødvendigvis enige af de samme grunde, og næppe alle kan tilslutte sig det synspunkt, at EF-dommens væsentligste problem er, at den udfordrer Danmarks udlændingepolitik. Det bliver heller ikke en smal sag at få begrænset EF-Domstolens magt, hvis det er den vej, regeringen har tænkt sig at gå. Tværtimod bliver domstolens indflydelse jo styrket i den Lissabon-traktat, som et stort flertal i Folketinget netop har vedtaget. Og den tredje vej – at ophæve det danske retsforbehold og samle tilslutning til en fælles europæisk udlændingepolitik – ligger heller ikke lige for af flere grunde. Hvoraf den første er meget konkret, eftersom forbeholdene næppe kommer til afstemning i en rum tid efter de forløbne ugers politiske stormvejr om udlændinge og EU. Oveni kan så komme, at hullet i udlændingeloven bliver større, end Fogh bryder sig om, og som han i går søgte at minimere.

Men i det mindste går Fogh nu den tunge, men slagne vej og rejser sagen politisk i EU-regi. Rosværdigt er det derimod ikke, at statsministeren stort set ikke berørte den administrative side af sagen om Udlændingeservice. Den der handler om, at den danske borger tilsyneladende ikke kan regne med at få korrekt besked, når hun spørger myndighederne til sine rettigheder. Den del var sagens udgangspunkt og kunne nok også fortjene lidt statsministeriel opmærksomhed, nu hvor ferien er forbi.