Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Fiktion og fortid

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DR har gjort det før. Fortalt historier om Danmark og danskerne på en måde, som bedst kan kaldes tvivlsom. Mest markant i den populæreste danske TV-serie nogensinde, »Matador«, hvor Radikale førte an i frihedskampen, militærfolk var af oberst Hackel-typen og konservative mennesker lettere naragtige. Men også i sådan noget som »Borgen«, hvor det endnu en gang var det kulturradikale syn på verden, der prægede det samlede billede – med en hjertensgod, midtsøgende statsminister i centrum og en karikatur af en Dansk Folkeparti-leder ude på fløjen. Jo, DR har gjort det før, og på den baggrund vil det næppe komme bag på nogen, hvis også DRs nye, kæmpestore fiktionssatsning, »1864«, får en særlig ideologisk slagside. Det vil i virkeligheden være mere underligt, hvis det ikke bliver tilfældet.

Om det så er det, der bliver den endelige konklusion, når de otte afsnit til en historisk høj pris af i alt 173 millioner kroner er rullet over skærmen, må vi selvsagt vente med at se. At dømme efter de foreløbige udtalelser, som fremtrædende historikere er kommet med i Berlingske, kan det dog meget vel blive sådan. Eller som historikeren Rasmus Glenthøj sagde om det klassiske dilemma mellem kunstnerisk frihed på den ene side og fakta på den anden, som også har været den aktuelle TV-series dilemma: »I dette tilfælde er det gået ud over den historiske korrekthed på en måde, så det vil være vanskeligt for seerne at forstå baggrunden for 1864-krigen. Den ledende politiker, Monrad, er karikeret i så ekstrem grad, at han ikke fungerer som et rationelt væsen, og derfor kan man ikke forstå hans handlinger.«

Nu ligger det jo i historiens natur, at den altid kan diskuteres. At diskussionen af den bestandig vil være farvet af de diskuterendes egne holdninger, at den til stadighed er til revision. Men det betyder på den anden side ikke, at alle synspunkter på og udlægninger af historien er lige valide. Når man skriver historie, kan man skrive med kilderne eller mod kilderne, og det er kun det første, der er legitimt. Men hvad så med de kunstnere, der som »1864«-instruktøren Ole Bornedal får til opgave at fortælle historie i fiktionens form? Hvor mange friheder må de tage sig? Det er det, der er hovedspørgsmålet i den diskussion, der blussede op, allerede inden første afsnit af »1864« i aftes blev vist, og der findes ikke noget entydigt svar. Det er klart, at fiktion, der bygger på historiske forløb, kun kan fungere, hvis de, der skaber den, ikke er bundet på hænder og fødder af fakta. Det er også klart, at der ikke kommer god fiktion ud af alle anstrengelserne, hvis ikke der er et kunstnerisk greb, en idé, en slags rød tråd, der binder det hele sammen – som nu i »1864«, hvor parallellerne til den danske krigsindsats i Afghanistan er en motor i beretningen. Ole Bornedal skal af samme grund ikke klandres for at have tænkt i kunstneriske baner. Slet ikke. Det var det, der var hans opgave. Som kunstner. Problemet er, hvis han viser sig at have været så meget kunstner, at den danske befolkning efterlades med et aldeles skævt billede af et stykke af fortiden. Ender danmarkshistoriens dyreste TV-produktion som eksempelløs historieforvrængning, vil det være historisk. På den virkeligt dårlige måde.