Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Fedmesag bør falde

I Esbjerg lever en kvinde, som med en vægt på 130 kilo ikke alene er svært overvægtig, men også ramt af to ulykker som følge af vægten.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De alt for mange kilo er årsag til, at kvinden har pådraget sig en diskusprolaps, som kan opereres, men først når kvinden har tabt 30 kilo. Og selv om kvinden »har prøvet alt«, vejer hun stadig 130 kilo.

I mellemtiden, efter to år på offentlig forsørgelse, er kvindens sygedagpenge løbet ud og erstattet med den lavere kontanthjælp. Kommunen kræver, som den skal, at kvinden skal tabe sig, så hun efter operation kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Men kvindens fagforening, FOA, kalder kommunens krav for »uacceptabelt« og vil nu føre sagen for retten som principiel sag med krav om førtidspension eller fleksjob. Esbjerg Kommune er ifølge FOA langtfra alene om at stille krav om vægttab i de tilfælde, hvor det er forudsætningen for, at en borger igen kan forsørge sig selv.

Borgeren i Esbjerg og hendes fagforening er desværre ikke alene om at mene, at andre mennesker skal betale for deres forsørgelse, når de selv har spist så meget, at de ikke længere kan arbejde. Dagbladet Politiken bruger ordet »fedmeepidemi« om det forhold, at stadig flere danskere spiser sig til overvægt. Eksperter mener, som de plejer, at det offentlige må ansætte nogle eksperter til at behandle de overvægtige, og regionerne kræver, som de plejer, flere penge fra staten til at behandle »epidemien«.

Fedme er imidlertid ikke en sygdom, der rammer tilfældigt. Fedme er ikke en epidemi. Overvægt skyldes, at et menneske spiser flere kalorier, end vedkommende forbruger. Så simpelt er det. Holder man op med at spise, taber man sig med statsgaranti. Hvis ikke velfærdssamfundet skal knække sammen, må borgerne som minimum bære det personlige ansvar for, hvad og hvor meget de spiser.

Ligesom der er god mening i at tilbyde hjælp til alkoholikere og stofmisbrugere til at komme ud af misbruget, er der god mening i at tilbyde rådgivning og støtte til overvægtige, der selv ønsker at ændre livsstil. Opgaven er svær, for som mange andre problemer er overvægt ofte et produkt af den sociale arv i familier med ringe uddannelse.

Men den første betingelse for at slippe af med overvægt er vilje til at omlægge kostvaner og dyrke motion. Det værste, samfundet kan gøre for overvægtige, er at hjælpe dem til at forblive overvægtige ved at parkere dem på førtidspension, som om de var ramt af en uhelbredelig sygdom. Hvis FOA insisterer på at føre sagen fra Esbjerg i retten, må man for de overvægtiges skyld håbe, at sagen falder med et brag. Ellers bør lovgivningen ændres.

Velfærdssamfundet skal sikre hjælp til dem, der uforskyldt er ude af stand til at forsørge sig selv. Hvis samfundet hvilket vil sige det arbejdende mindretal i befolkningen også skal bære ansvaret for, hvor meget folk putter i munden, bliver det endnu vanskeligere at argumentere for verdens højeste skattetryk og umuligt at kræve, at folk selv bærer ansvaret for noget som helst.