Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Fattigdomsporno

Lolland er en smuk ø med herregårde, kønne små byer og betagende natur. Det er også et af de områder i Danmark med størst arbejdsløshed og flest borgere på overførselsindkomst. Så hvilket billede af Lolland er det rigtige, turistmålet eller under-Danmark?

TV 2 er gerådet i skænderi med flere tusind lollikker og Lollands-sympatisører på de sociale medier om det spørgsmål, efter at TV-stationen har indledt programserien »På røven i Nakskov«. En titel, der måske ikke ligefrem bidrager til en højnelse af det danske sprog, men ganske godt illustrerer, hvad programmet handler om: At skildre mennesker, der befinder sig helt dernede, hvor fugten bogstaveligt talt driver ned ad væggene, hvor hver eneste krone skal vendes, ikke bare én, men flere gange, og hvor tilværelsen er en daglig kamp med og mod sociale myndigheder.

Det kan jo være ganske sundt for andre i mere privilegerede egne og sociale grupper af landet at blive mindet om, at alt ikke står lige godt til i velfærdssamfundet. Men i en kommentar på dagens debatsider har en ung studerende, Maria Annemone Kongstad, et ganske interessant ord for fænomenet: speltbolle-journalistik. Vellønnede, veletablerede mediemedarbejdere, som med blok, kamera og mikrofon begiver sig ud i den virkelige virkelighed for at rapportere derudefra. Vi kan heller ikke herfra afvise kritikken. Men når medierne interesserer sig for dette to tredjedels samfund, som det kaldes, er det også, fordi der er reelle problemer. Nogle grupper i samfundet har det værre end skidt. De er udelukket fra det gode selskab, magter måske ikke et arbejde og må dagligt rende de sociale myndigheder på dørene. Der foregår reelt en social eksport, der sender belastede familier rundt i landet, og ikke nok så mange reformer har formået at ændre disse tingenes tilstand. Det er også et billede af Danmark.

Men dagens kommentar stiller det gode spørgsmål, om man af den grund uden videre kan tillade sig at stemple mennesker som ressourcesvage eller ynkværdige, blot fordi de ikke har synderligt mange penge, har mistet arbejdet eller er ramt af sygdom? »På røven i Nakskov« er ikke et fejlgreb. Det er heller ikke forkert, når f.eks. DR viser en boligblok på bistand, eller at danskere ikke kan udføre det arbejde, som østeuropæere påtager sig. Programmerne fortæller, indirekte, også, at der nogle steder udfoldes betydelig kreativitet for at undgå at blive arbejdsramt eller miste overførselsindkomster. Men er de medvirkende altid helt klar over, hvad de indlader sig på?

TV-stationerne viser på stribe såkaldte dokumentarserier om unge mødre, hele boligblokke på bistand, folk der er fanget i luksusfælder, som af en eller anden grund ikke magter at tage ansvar for egen tilværelse, eller i nyeste eksempel: Mennesker der bor tæt på hinanden, men ikke taler sammen og føler sig ensomme. Det er altsammen skildringer af virkeligheden, men det er også aftenunderholdning for dem, der kigger på, og faren for at tippe over til den rene følelses- eller fattigdoms-porno er stor.