Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Farvel til VKO

De sidste ti års faste samarbejde mellem Venstre, konservative og Dansk Folkeparti har fostret mange vigtige resultater. Den såkaldte værdipolitik, som blandt førte til den faste udlændingepolitik og til opgøret med en slap retspolitik, var et af resultaterne. Skattestoppet et andet. Modet til at bære vores del af ansvaret for verdens sikkerhed gennem den aktivistiske udenrigspolitik et tredje.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men efter 15. september er det slut. Valgresultatet vil næsten stensikkert ikke genskabe VKOs flertal fra de to forrige valg. Regeringen har naturligvis allerede set skriften på væggen. Da statsministeren forleden udskrev valget, fastslog han, at han gik til valg på et bredt samarbejde. Og i Berlingske i dag forpligter den konservative leder Lars Barfoed og den radikale Margrethe Vestager sig til et samarbejde over midten.

Viljen til at samarbejde er altså ikke bare efter al sandsynlighed en nødvendighed efter valget, men synes også båret af en ægte vilje hos de konservative og radikale ledere. Det kommende opbrud vil givetvis også blive godt modtaget blandt mange borgerlige vælgere, som ikke længere føler, at endnu mere værdipolitik er den vigtigste udfordring for Danmark lige nu. Man skal naturligvis ikke være blind for, at Margrethe Vestagers udstrakte hånd til Lars Barfoed ikke kun er en venlig gestus, men også er et forsøg på at fiske vælgere, der er klar til at skifte til rødt, når blot de føler sig sikre på, at de Radikale kan holde de røde i økonomisk kort snor. Men et samarbejde over midten rummer også muligheder. Hvis VK kan fortsætte, er der med dagens radikale velvilje bedre muligheder for at gennemføre økonomiske reformer end hidtil, hvor Dansk Folkeparti har udgjort den fodslæbende opposition i VKO-blokken. Og for Lars Barfoed er markeringen af sit parti som et socialkonservativt parti en vigtig mulighed for at genvinde tabte vælgere.

Et bredt samarbejde i det nye Folketing, der omfatter forlig om finanslovene, vil beskære Dansk Folkepartis hidtidige indflydelse voldsomt, hvilket givetvis vil udløse betydelige abstinenssymptomer i partiet. Men sådan er politik. Nye mandattal skaber nye alliancer. Et folketing, som vender tilbage til traditionen om brede forlig rummer desuden den politiske kvalitet, at det kan levere krisesvar, som skaber tillid bredt i befolkningen og erhvervslivet. Der er også store ricisi i sådan et Folketing. Kan man nu virkelig stole på at de Radikale kan tvinge Socialdemokraterne og især SF til de nødvendige reformer og besparelser, eller ender det hele som i Anker Jørgensens tid med halve og kvarte løsninger?

Heldigvis behøver man ikke bekymre sig om de vigtigste resultater af ti års borgerligt styre vil blive rullet tilbage efter valget. Udlændingepolitikken kommer de Radikale ikke til at ændre, for Socialdemokraterne har for længst bundet sig til den. Der er heller ikke nogen, der drømmer om at hæve skatten på arbejde - bortset fra S-SFs symbolske millionærskat, som kun de selv og Enhedslisten støtter.

VKO-epoken er slut. Det kan ende rivende galt - men der er altså også gode muligheder forude.