Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Farvel og kom godt hjem

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I virkeligheden er det kun et par enkelte, men store spørgsmål, der skaber problemerne i Danmarks udlændingepolitik, og som derfor ustandselig og med stor styrke præger den politiske debat.

Det første spørgsmål handler om at gøre forskel på flygtninge og indvandrere. Flygtninge i betydningen på flugt fra en konkret personlig forfølgelse eller på flugt fra et land, hvor krig udgør en overhængende risiko for den pågældende, skal Danmark tage imod. Det har vi forpligtet os til, og disse flygtninge tager danskerne typisk imod med åbne arme.

Forudsætningen for den varme modtagelse er imidlertid, at disse flygtninge kan og vil rejse hjem, når forholdene i hjemlandet stabiliseres. Også selv om det måtte vare adskillige år, før bedringen i hjemlandet indtræder. Desværre har det vist sig, at disse flygtninge, uanset om de er personligt forfulgt eller ej, er svære at få til at rejse igen. De ender som indvandrere, mange af dem på evig forsørgelse og med alt for mange af efterkommerne som tilbagevendende indsatte i landets fængsler. Det ved danskerne godt, og derfor er der en bekymring ved at modtage eksempelvis syriske krigsflygtninge, uanset at de har et klart behov for beskyttelse. For man ved jo godt, at mange vil kæmpe for at få permanent ophold. Regeringens lovforslag om stramninger, blandt andet i adgangen til familiesammenføring, berører kun et mindretal af disse flygtninge. Flertallet vil få ophold og familiesammenføring, hvilket fører til, at de bliver til borgere med krav på alle velfærdssamfundets ydelser.

Det andet spørgsmål handler om indvandrere på asyl-shopping. Tilrejsende fra fattige lande, ikke mindst fra Afrika, med ringe udsigter til uddannelse eller job i hjemlandet, er ikke flygtninge. De er, eller ønsker at blive, indvandrere. Ligesom krigsflygtningene kommer de til Danmark på ulovlig vis ved hjælp af menneskesmuglere. Ifølge EUs Dublin-forordning burde de ikke nå længere end til de middelhavslande, hvor de kommer ind i EU. Men Dublin-forordningen er reelt brudt sammen. Italiensk politi har tilsyneladende bevidst tilladt indvandrere at fortsætte rejsen mod Tyskland, Sverige og Danmark. Såkaldt asylshopping bør ikke føre til ophold i Danmark.

Man kan ikke bebrejde hverken flygtninge eller indvandrere, at de med alle midler søger til lande som Danmark. Men man kan bebrejde de partier og den regering, der bærer ansvaret for udlændingepolitikken, at de ikke siger rent ud, hvad det handler om. At de ikke er villige til at tage de nødvendige skridt, herunder i forhold til konventioner, til at sikre, at kun de udlændinge, som Danmark ønsker at modtage, bliver til borgere med permanent ophold. Regeringens bebudede undersøgelse af årsagerne til, at væsentligt flere asylsøgere i Danmark opnår konventionsbeskyttelse sammenlignet med andre lande, er fornuftig nok, men ændrer reelt ikke noget i nogen nær fremtid. Det er ærgerligt, for befolkningen ville tage imod flygtninge fra Syrien og andre krigsområder med varme, hvis der var sikkerhed for, at de rejser igen, når forholdene bedres.