Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Farlige forventninger

Økonomien og aftalesystemet er i fare. Ønsker dansk fagbevægelse at skrue dansk økonomi tilbage til 1970ernes tilstand, med galoperende inflation, reallønsfald og arbejdsløshed?

Eller ønsker fagbevægelsen at fastholde de sidste tyve års økonomiske linje, som har bygget på den erkendelse, at det ikke tjener medlemmernes interesse at svække virksomhedernes konkurrenceevne.

Man skulle tro, at svaret giver sig selv. Men i takt med, at offentlige fagforeninger som sygeplejerskernes Dansk Sygeplejeråd skruer op for kravene til forårets overenskomstforhandlinger, vokser tvivlen om fagbevægelsens linje. Mest højlydt har lønkravene lydt fra Forbundet for Offentligt Ansattes formand, Dennis Kristensen. Han kræver en særlig pose penge, fem milliarder kroner, adresseret til sine medlemmer i kvindefagene og har trukket sig fra formandsposten i forhandlingsfællesskabet KTO, så han er fri til at kræve ind til sine egne medlemmer uden at skulle tage hensyn til andre offentligt ansatte.

Hvis Dennis Kristensens medlemmer lønmæssigt befandt sig milevidt under andre med tilsvarende kvalifikationer, eller hvis de offentligt ansattes løn ikke var fulgt med det private arbejdsmarked, havde han en sag. Men ingen af delene er tilfældet.

Hvis man et øjeblik forestillede sig, at Dennis Kristensen fik, hvad han kræver, ville resultatet blive et stærkt lønpres ikke bare fra andre offentligt ansatte med tilsvarende eller lavere løn end social- og sundhedsassistenser, men også fra det private arbejdsmarked. Vejen ville være banet til den økonomiske nedtur, som fagbevægelsen og de daværende socialdemokratiske regeringer havde ansvaret for frem til 1982.

Man må tro, at den øvrige fagbevægelse er helt på det rene med, at Dennis Kristensen er ved at sætte den økonomiske politik og den danske forhandlingsmodel på spil. Alligevel hører man ikke meget fra de faglige ledere eller fra LO. Den fagbevægelse, som sammen med først Poul Schlüters regeringer og siden SR-regeringen stod for genopretning og reallønsfremgang, tier og samtykker i Dennis Kristensens forsøg på at stjæle overenskomstforhandlingerne, inden de er kommet fra start.

Lige så bekymrende er det, at Dennis Kristensen får støtte fra Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard. Tror Helle Thorning-Schmidt virkelig, at hun kan hente frafaldne socialdemokratiske vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti ved at alliere sig med det?

I situationen har regeringen ingen anden mulighed end at sætte hælene i. Realiteten er jo, at man forbedrer ikke den offentlige service ved bare at betale højere løn med risiko for hele samfundsøkonomien. Et lønløft til de offentligt ansatte må hænge sammen med et løft i deres effektivitet og altså med kvalitetsreformen. Der er faktisk en del at hente, hvis man indsnævrer forskellen i de bedste og de dårligste kommuners evne til at levere offentlig service.

Men først gælder det om at dæmpe de forventninger og den skade, Dennis Kristensen med politisk bistand har påført aftalesystemet. Dem, der er nærmest til det, er den øvrige fagbevægelse.