Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Fanatisme og tørklæder

Man bliver trist til mode ved meddelelsen om, at den jødiske Carolineskolen i København er blevet udsat for et tilsyneladende politisk motiveret hærværk. Mange skoler i Danmark har oplevet hærværk. Det kan ses som resultatet af, at en del forældre helt har opgivet at opdrage deres børn. Men overgrebet mod Carolineskolen stikker dybere. Her er det Israel-Hamas konflikten, der spøger. En konflikt som eleverne på den jødiske skole ingen som helst andel har i. De kan ikke drages til ansvar for, hvad staten Israel foretager sig. Lige så lidt som herboende palæstinensere, der forsøger at leve et normalt liv i Danmark i overensstemmelse med dansk lov, ikke kan klandres for terrorbevægelsen Hamas’ aggressivitet.

Vi har hidtil været nogenlunde forskånet for voldsomme konfrontationer herhjemme i forlængelse af de talrige konflikter i Mellemøsten. Men sommerens optrapning af urolighederne i og omkring Gaza har ført til et stigende antal verbale og fysiske angreb på danske jøder. En udvikling som flertallet af danskerne og alle anstændige politikere lægger klar afstand til. Men overfaldene på danske jøder kan ses som en del af en foruroligende bevægelse, der tager fart i nogle miljøer herhjemme. Nemlig en stigende radikalisering af unge med muslimsk baggrund og sympati med den ekstremt voldelige og fanatiske Islamisk Stat, IS.

Omkring 100 unge danskere skønnes ifølge Politiets Efterretningstjeneste, PET, at være rejst til Syrien og Irak for at kæmpe for den islamiske sag. Bekymrende mange. Ikke mindst hvis de vender hjem til Danmark med militær træning i kroppen og islamisk-terroristisk indoktrinering i hovedet. Berlingske kunne fredag berette, hvordan en 23-årig dansk-palæstinenser på blot få måneder rykkede sig fra at være en ung normaldansker med indvandrerbaggrund til en benhård islamist, som tog til Syrien for at kæmpe for IS. Man undrer sig over den ensporethed, han giver udtryk for, og flere debattører undrer sig over, at vreden og fanatismen finder grobund, ikke blandt de mindrebemidlede og uuddannede, men blandt, på overfladen, velbegavede, velformulerede og integrerede unge.

Men fanatisme og fascination af totalitarisme hænger ikke direkte sammen med social baggrund. Deltagerne i terrorangrebet i USA 11. september 2001 var ikke fattige og undertrykte. Mange af Nazi-tysklands spidser var højt begavede mennesker, og det var ikke den danske intellektuelle elite, der gennemskuede kommunismen. Skal vi radikaliseringen til livs, er det de muslimske friskoler og moskeerne, myndighederne skal sætte luppen på. Flere af de danske IS-kæmpere har f.eks. rod i miljøet omkring Grimhøj-moskeen i Aarhus. Det er svært at bekæmpe de fanatiske miljøer i et samfund som det danske, hvor modstandere af demokrati og ytringsfrihed kynisk kan benytte sig af netop demokrati og ytringsfrihed. Nogle vil forbyde tørklæder og anden traditionel muslimsk påklædning, og kritikken af de kvindeundertrykkende signaler, der ligger i tørklæder og niqab, er berettiget. Men den ydre fremtoning er ikke det væsentligste. Man må i det civile liv gå klædt, som man vil. Det er ikke tørklædet, vi skal frygte, men de tanker, der kan tænkes i ly af tørklædet.