Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Fagforeninger må rationalisere

Røde faner ved et 1. maj-arrangementet i Sønderborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fotos: Kim Holm
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godt to millioner danskere er medlem af en fagforening, men tallet falder år for år. Blandt dem, der organiserer sig, vælger stadigt flere at være medlem af en fagforening og en A-kasse, der ikke som fagforbundene under LO ensidigt støtter politiske partier til venstre for midten. Disse såkaldt »gule fagforeninger« repræsenterer i dag 20 procent af de danske fagorganiserede.

Udviklingen nager de traditionelle fagforeninger. Men selv om de søger at lokke nye medlemmer til med karafler fra Eva Solo og kuglegrill fra Weber, udebliver de. Det er der flere forklaringer på. For det første er de traditionelle fagforeninger dyre – typisk koster et medlemskab 500 kr. om måneden. Hertil kommer a-kasse. Hos »de gule« kan man få juridisk bistand og a-kasse for det halve. Men det spiller også ind, at fagforeningernes indflydelse og evne til at sikre medlemmernes interesser er svækket. Det er fagforeningernes egen skyld. I de senere år har de ensidigt satset på en alliance med S og SF. Men heldigvis uden på nogen måde at få deres ønsker opfyldt. Det afstår selv en socialdemokratisk ledet regering fra under ansvarets tunge åg. Ansvarligheden er dog ikke nået ned i partiets andet geled. Partiets arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen foreslog i Berlingske i går, at fradrag for faglige kontingenter fremover forbeholdes »rigtige fagforeninger«. Han blev imidlertid hurtigt desavoueret af partiets fungerende politiske ordfører, der fastslog, at regeringen ingen aktuelle planer har om at ændre på reglerne for fradrag af fagforeningskontingenter.

Den politiske sommerballon om fagforeningskontingenterne viser endnu en gang, at fagbevægelsen ikke kan betale sig til overlevelse via økonomiske bidrag til partier til venstre for midten. Men der er meget andet, fagbevægelsen kan gøre for at fremtidssikre sig. F.eks. rationalisere. I industrien er der ikke brug for mere end ét fagforbund, Fremstillingsindustriens forbund. I mange virksomheder arbejder de ansatte alligevel under samme overenskomst. Desuden kan de traditionelle forbund forbedre kvaliteten af deres politiske udspil, som selv sympatisørerne på Christiansborg efterhånden har svært ved at tage alvorligt. I 3F er der til efteråret for første gang i mange år lagt op til kampvalg. Den siddende formand Poul Erik Christensen udfordres af en modkandidat, der ønsker, at 3F skal markere sig mere kvalificeret og konstruktivt i samfundsdebatten. Modkandidaten har fat i noget af det rigtige, selv om han næppe bliver valgt.

Overordnet har det danske samfund gavn af den danske model på arbejdsmarkedet, som den traditionelle fagbevægelse gennem årene har været med til at forme og udvikle. Modellen har sikret arbejdsro og givet betydelige resultater. Men forudsætningen er selvsagt, at de parter, der agerer i modellen, fastholder deres legitimitet. Den er LO-forbundene i disse år i fuld gang med at sætte over styr. Hvis de vil genvinde legitimiteten, skal de kappe båndene til partierne på venstrefløjen og i stedet pragmatisk varetage medlemmernes interesser på en omkostningseffektiv måde. Hidtil har fagbevægelsen vægret sig ved at tage opgaven op. Endnu er det ikke for sent, men sandet i timeglasset løber med foruroligende hast.