Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Fagbevægelsens politiske comeback

Anders Bondo Christensen (th), formand for Danmarks Lærerforening, og Dennis Kristensen, formand for FOA, til stormøde i Odense 4. oktober. Stormødets formål er at diskutere og planlægge aktiviteter frem mod regions- og kommunalvalget i november. Bag initiativet til et stormøde for tillidsfolk står blandt andet 3F, HK, FOA, Danmarks Lærerforening, Bupl, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Magisterforening, Prosa og LO's sektioner i landets store byer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carsten Bundgaard

Velfærd eller skattelettelser. Sådan lyder parolen, når partier og fagforeninger fra Socialdemokratiet og udefter diskuterer økonomisk politik.

Påstanden om, at velfærd og skattelettelser er modsætninger, fik endnu en tur i propagandamaskinen, da tillidsfolk, især fra forbund, der organiserer offentligt ansatte, holdt »stormøde« i Odense. LOs formand for Storkøbenhavn, Per Olsen, forklarede forud for mødet, at danskernes skattepenge »hellere skal kanaliseres over til velfærd end udbetales i skattelettelser.«

Den opmærksomme borger vil måske undre sig over, at en fagforeningsmand modsætter sig skattelettelser, altså reallønsfremgang, til medlemmerne. Regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti, har ellers bebudet, at eventuelle skattelettelser skal komme borgere i den lave ende af indkomstskalaen til gode. Altså netop de lønmodtagere, som de fagforeninger skulle repræsentere. Og netop fagforeninger burde kræve, at det altid kan betale sig at arbejde. Det er ikke tilfældet i dag. Skal det ændres, skal det arbejdende mindretal udbetale lidt færre af deres penge til skat.

Ser man på fakta, er antallet af offentligt ansatte i år næsten præcis det samme som i 2008, da adskillige års økonomisk vækst toppede. I årene inden havde de offentligt ansattes fagforeninger i demonstration efter demonstration klappet med røde paphænder for at kræve flere »varme hænder.« Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen fastholdt sit skattestop, men kvitterede med at ansatte yderligere 14.000, hvilket regeringen med stolthed meddelte i politiske reklamer. I de følgende år, hvor Lars Løkke Rasmussen var blevet statsminister, steg antallet, særligt inden for sundhedsvæsenet, fra i alt cirka 712.000 offentligt ansatte til svimlende 747.000 ansatte.

Men så kom S, SF og R til magten. De hævdede, at de havde overtaget et økonomisk »håndværkertilbud«, hvorefter de ansattes tal faldt dramatisk, mens den røde regering, for at øge væksten, gennemførte lempelser i topskat og virksomhedsskat. Nu, hvor Socialdemokratiet atter er i opposition, består partiets økonomiske politik stort set i et nej til skattelettelser og forslag om mere efteruddannelse. I det parti er hænder noget, man sidder på.

Fagbevægelsens politiske comeback har heldigvis ikke tilslutning fra alle. Eksempelvis deltager Dansk Metal, hvis medlemmer i høj grad er privatansatte, ikke på forbundsplan i kampagnen mod vækst og reallønsfremgang. Og mens LO-forbundene driver skattepolitik, fortsætter medlemmerne med at sive. Ifølge Danmarks Statistik steg antallet af medlemmer i fagforeningerne sidste år. Men i LO-forbundene blev der to procent færre. Folk foretrækker åbenbart de »gule,« som ikke driver partipolitik, men koncentrerer sig om at yde god service til konkurrencedygtige priser.

Det er nok de samme lønmodtagere, som i 12 af de sidste 16 år har stemt blå regeringer til magten. I et land, hvor to af tre er afhængig af offentlig løn eller overførselsindkomst, er det egentlig ganske opmuntrende.