Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Fællesskab og parallelsamfund

»Tingbjerg er et skræmmebillede på, hvordan parallelsamfund langsomt, men ufortrødent deler Danmark op i sikre og ikke-sikre områder.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Solidaritet og fællesskab er to ord, som i en lind strøm er flydt fra medlemmerne af den nuværende regering og dens støttepartier de seneste tre år. Senest døbte finansminister Bjarne Corydon (S) uden at trække på smilebåndet 2015-finansloven »Fællesskabets Finanslov«, underforstået fællesskabet af offentligt ansatte og modtagere af offentlig forsørgelse. Men hvordan tager denne altomfattende solidaritet sig ud, når man befinder sig nederst i samfundshierarkiet?

Læs også: »Når jeg hører om mafiaen på Sicilien, tænker jeg: Den form for kriminalitet fungerer fint her i Tingbjerg«

Det får man en glimrende forståelse for, hvis man følger Berlingskes artikler i disse dage om boligområdet Tingbjerg i det nordvestlige København. Det er historien om et parallelsamfund, hvor retsstaten tilsyneladende har givet op, og velfærden ikke formår at skabe tryghed for dem, der egentlig burde stå forrest i velfærdsstatens omsorg: de langtidssyge, de psykisk svage, kontanthjælpsmodtagerne, folkepensionister – dem der har svært ved selv at råbe op. De er ifølge kendere af Tingbjerg underlagt et banderegime, hvor de chikaneres, bliver udsat for tyverier og afkrævet deres sparsomme overførselsindkomst af unge kriminelle. Tingbjerg er oven i købet et område, hvor der ofres masser af penge på sociale indsatser. Men når socialarbejderne og integrationskonsulenterne er taget hjem fra dagens arbejde med de socialt udsatte, tager banderne over. Så bliver de svage beboere overfaldet, og udefra kommende kan blive opkrævet bøder for at køre ind til Tingbjerg ad den eneste adgangsvej.

Politiet kan på sin side fremvise statistikker, der viser, at kriminaliteten er faldende i Tingbjerg. Det skal nok være rigtigt, for statistikkerne viser antallet af anmeldelser. Statistikkerne fortæller derimod ikke, om folk har opgivet at anmelde forbrydelser af frygt for repressalier, eller fordi de har erfaring for, at politiet ikke tager anmeldelserne alvorligt. Situationen afspejler fint, hvordan verden kan tage sig lys og spejlblank ud, mens virkeligheden opleves ganske anderledes af dem, som burde være omfattet af myndighedernes omsorg. Kun fordi modige mennesker som en ung jurastuderende, der skrev en kronik i Berlingske, og præsten i Tingbjerg, som for nogle år siden regulært blev jaget væk, tør stå frem, får vi de reelle forhold at se.

Læs også: En Tingbjerghistorie

Tingbjerg er et skræmmebillede på, hvordan parallelsamfund langsomt, men ufortrødent deler Danmark op i sikre og ikke-sikre områder. De sidste er uden for myndigheders og politis kontrol, men mere eller mindre underlagt kriminalitetens junglelov. Christiania domineres af rockere og narkohandlere, dele af Nørrebro hærges af indvandrerbander, Tingbjerg præges af unge kriminelle, Vollsmose ved Odense har i perioder været lukket land, og sådan fortsætter det. Ikke sært at enhver med økonomisk mulighed for det skynder sig at flygte til mere fredelige bebyggelser, hvor man kan gå på gaden om aftenen og ikke skal frygte, at ens børn vokser op i bandemiljøer. Løsningen ligger ikke lige for. Men synligt politi – som politiet faktisk ad flere omgange har fået særbevillinger til – en mere kontant og krævende integrationspolitik, nultolerance over for kriminalitet og mere overordnet en erhvervspolitik, der skaber arbejdspladser i stedet for kontanthjælpsmodtagere, er i alt fald skridt på vejen.