Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Fællessang og fællesskab

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er godt at synge. Sundt for sjælen, sundt for kroppen. Hvis det, vi synger, synges i fællesskab, er det også, ja, befordrende for fællesskabet. Og hvis det, vi synger, er hentet fra det, vi kalder »den danske sangskat«, er sangen blevet til mere end bare sang. Så er den blevet til et konkret møde i fællesskab om vores allesammens fælles kulturarv.

Man kan derfor kun have sympati for det seneste udspil fra Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, som gerne vil fremme fællessangen. Det er positivt, at en fremtrædende politiker fra det parti nu så tydeligt synes at bekymre sig om kulturarven. Det er nye toner i forhold til dengang i 2004, da den daværende konservative kulturminister, Brian Mikkelsen, præsenterede sin idé om at nedsætte kanonudvalg for arkitektur, billedkunst, kunsthåndværk og design, film, litteratur, musik og scenekunst.

De syv udvalg, der senere blev til ni, skulle hver anbefale 12 danske værker. Det gjorde de så. Resultatet blev præsenteret i bogform og på webben, og de enkelte anbefalinger kunne diskuteres, men de var værd at diskutere. Hvad danskerne i øvrigt ville bruge anbefalingerne til, var op til dem selv. Hvilket dog ikke forhindrede Mette Frederiksen, der dengang var kulturpolitisk ordfører for Socialdemokraterne, i til Morgenavisen Jyllands-Posten at bebrejde Brian Mikkelsen, at han ville »dyrke den nationale kulturarv«. »Initiativet bliver konserverende,« sagde hun videre. »Det minder os om en tid, der var. Jeg mener, at dansk kulturpolitik bør fokusere på at skabe rammer for udvikling.«

Nutidens socialdemokratiske kulturordfører vil heldigvis noget andet. Han vil, som han skrev i et debatindlæg i Berlingske i går, bruge fællessangen til at »forstå og diskutere vores kulturarv, historie og samtid.« Han synes at vide, at nutiden og fremtiden ikke kan adskilles fra det, der var, og at denne historiske bevidsthed styrker sammenhængskraften.

Måden, Mogens Jensen vil fremme sin sag på, er dog ikke den rigtige. Han foreslår, at der bliver lavet et nationalt sangmanifest, og at de foreninger og arbejdspladser i Danmark, der tilslutter sig manifestet, »forpligter sig på fællessang«, men »fællessang« rimer ikke godt på ord som »forpligter« og »manifest«. Der må ikke være tvang inde i billedet.

Set i et større perspektiv er Mogens Jensens tanker om fællessangens fortrin ikke bare sympatiske, men også tankevækkende som udtryk for, at det, der engang var kulturelt selvfølgeligt, ikke længere er det. Det var også det, Brian Mikkelsens kulturkanon i sin tid var udtryk for, og hans svar på udfordringen var et både konkret og symbolsk opgør med årtiers kasten vrag på kulturarven. Mogens Jensens nye initiativ ligner tilsvarende et opgør med en venstrefløjstænkning, der ikke har taget kulturarven meget alvorligt. Det er godt. For fællessangen i særdeleshed og dermed også for fælleskabet i almindelighed. Det fællesskab, uden hvilket sammenhængskraften slet ikke kan eksistere.