Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Eurosamarbejdet trænger til en opstramning

Italien leger med ilden netop nu. Ganske vist er der en vis lettelse over, at Italien har fået dannet en regering bestående af Lega og Femstjernebevægelsen, men under overfladen lurer en økonomisk nedsmeltning, som både udfordrer det europæiske samarbejde, Italiens økonomi og den finansielle stabilitet i hele eurozonen.

Italiens gæld ligger i øjeblikket på 130 procent af bruttonationalproduktet, og falder Italiens kreditværdighed yderligere, kommer Italien ud i en alvorlig krise, der kan sammenlignes med den græske finanskrise for nogle år siden.

Den italienske gældsætning vil imidlertid blive endnu mere alvorlig, såfremt den nye regerings ambitiøse programmer om at give borgerne flere penge bliver gennemført. I så fald underminerer det eurosamarbejdet, og spørgsmålet er, hvad EU kan stille op i en sådan situation?

For hvis man kæder dette sammen med, at Italien længe ikke har kunnet overholde alle betingelser for at være med i det monetære samarbejde i EU, burde alle advarselslamper lyse.

Det gør de sådan set også i Bruxelles, men Italien er en langt større økonomi end eksempelvis Grækenlands. Derfor er et italiensk exit fra euroen ikke mulig, heller ikke juridisk viser det sig, medmindre Italien helt forlader EU, hvilket ingen er interesseret i.

Sandheden er desværre, at eurosamarbejdet er bygget på en samling politisk nødvendige luftkasteller. Man har besluttet, at EU skulle have en fælles mønt, men datidens politikere var godt klar over, at denne mønt ikke kunne knyttes sammen med fælles finans- og skattepolitik. Det ville befolkningerne aldrig gå med til.

Derfor indførte man en række retningslinjer for, hvad landene skulle overholde for, at systemet bare nogenlunde kunne hænge sammen. Det vil være synd at sige, at ret mange af de sydeuropæiske lande - eller Frankrig for den sags skyld - har kunnet overholde dem. Måske kun Tyskland og en række mindre lande som Danmark. Men Danmark har jo holdt sig ude af euroen.

Eftersom Tyskland og Frankrig har planer om at gå meget videre med det europæiske samarbejde, er det måske på tide at give en lang række af EUs svage politiske institutioner et serviceeftersyn. Især eurosamarbejdet, som mange lande ignorerer kriterierne for at være medlem af.

EU bør sætte et vigtigt reformarbejde i gang og koncentrere sig om at få bragt fællesskabet tilbage på sporet, så befolkningerne kan se, at samarbejdet er værd at kæmpe for. Det kan italienerne ikke. Og måske heller ikke så mange andre i de sydeuropæiske lande, som kæmper med stor arbejdsløshed, dårlig økonomi og en generation af unge, der tabes på gulvet som følge af arbejdsløsheden.

Dette er selvfølgelig ikke EUs skyld, men skylden bliver altid rettet mod Bruxelles - også af de politikere, som i de enkelte lande ikke tør gennemføre lokale reformer for at skabe en nødvendig økonomisk stabilitet. Så er det lettere at pege fingre ad andre.

Men dette friholder ikke EU for at gennemføre et alvorligt serviceeftersyn. Og dér kan økonomien være et godt sted at begynde.