Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Europas protestpartier må se at blive voksne

»Hvis man ikke evner at indgå kompromiser og tage ansvar for magten i sit land, fordi det vil svække ens troværdighed i forhold til vælgerne, og hvis ens eneste bidrag er et oprør mod eliten, så er det en faktor, som vælgerne må tage med i deres bedømmelse. Politiske ledere, der ikke vil lede, eller ikke ser sig selv som deltagere i de almindelige demokratiske prosesser, er nogle sølle repræsentanter for deres vælgere og deres land.«

»Geert Wilders har tilbragt 19 år i det hollandske parlament og er i gang med sin fjerde valgkamp som partiformand, så han kan ikke hævde ikke at kende til mekanismerne i det politiske arbejde. Alligevel vil han kun stå på sidelinjen og svinge med fanen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: YVES HERMAN

Det folkelige oprør mod de »gamle« etablerede partier, der har sat sit stærke præg på europæisk politik i nogle år, har rusket godt og grundigt op i systemerne og sat en masse vedtagne dogmer til debat. Og det er positivt, uanset om man er enig eller ej i protestens indhold.

Men den store fremgang for de nationalkonservative partier har desværre også ført til så dyb en splittelse, at flere lande i Europa reelt er blevet meget svære at regere. Og svækkede regeringer har både gjort landene mindre nationalt handlekraftige og svækket det kriseramte EU-samarbejde, mens det er alt andet, der er brug for lige nu i et Europa, som presses fra alle sider – af Rusland, af en uforudsigelig amerikansk præsident, af et økonomisk stærkt Kina og af store flygtninge- og migrantstrømme fra Afrika og Mellemøsten.

Om en uge er der valg i Holland. De to regeringspartier, som repræsenterer liberale og socialdemokrater, står begge til at lide store nederlag, mens Geert Wilders’ Frihedsparti kan blive landets største. Hvad det ender med, er svært at forudse, meningsmålingerne er usikre, men med mindre de tager meget fejl, bliver det overordentligt svært at danne en bare nogenlunde handlekraftig regering i Holland efter på onsdag.

Det samme mønster har man set i en række andre lande. Nogle steder har de etablerede partier gjort de nye nationale partier til politiske pariaer, som ingen vil have noget med at gøre – som i Sverige og Tyskland. I flere lande har de etablerede røde og blå partier fundet sammen i ustabile koalitioner i en stormfuld tid, og i atter andre lande har de nationalkonservative taget ansvar og fået del i regeringsmagten som i Norge, Østrig og Finland.

I et demokrati er der heldigvis mulighed for at sætte de politikere og regeringer på porten, som man ikke bryder sig om. Og man kan med sin stemmeseddel udtrykke al den protest, man synes, der er brug for.

Til gengæld må man forlange af de partier og frontfigurer, der personificerer protesten, at de griber ud efter den magt, deres vælgere giver dem, tager den alvorligt og bestræber sig på at levere et projekt, som er sammenhængende og med en politisk kurs, som er holdbar.

Det er alt for nemt bare at rive ned og smide de åbne grænser, EU, fri bevægelighed og måske også frihandlen og de internationale konventioner på møddingen. Man bliver nødt til at have noget at stille i stedet og nogle svar på, hvordan konsekvenserne af ens politiske oprør skal håndteres. Ellers er man ikke kommet ud af puberteten.

Geert Wilders har tilbragt 19 år i det hollandske parlament og er i gang med sin fjerde valgkamp som partiformand, så han kan ikke hævde ikke at kende til mekanismerne i det politiske arbejde. Alligevel vil han kun stå på sidelinjen og svinge med fanen.

Hvis man ikke evner at indgå kompromiser og tage ansvar for magten i sit land, fordi det vil svække ens troværdighed i forhold til vælgerne, og hvis ens eneste bidrag er et oprør mod eliten, så er det en faktor, som vælgerne må tage med i deres bedømmelse. Politiske ledere, der ikke vil lede, eller ikke ser sig selv som deltagere i de almindelige demokratiske processer, er nogle sølle repræsentanter for deres vælgere og deres land.