Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Europa i opbrud

»Gevinsterne kan hurtigt sættes over styr, hvis EU-landene for alvor begynder at bekrige hinanden med intern grænsekontrol og obstruktion af de fælles regler.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Engang – for ikke så længe siden – var det sådan, at socialdemokrater og borgerlige skiftedes til at have magten i Europas lande. Pendulet svingede mellem røde og blå, når magten skiftede hænder. Men sådan er det ikke længere.

Det politiske landskab i de fleste lande er i opbrud, og de gamle partier til højre og venstre bliver i disse år enten sat på porten eller taber så mange vælgere, at de kun kan fastholde magten ved at indgå i nye og mere ustabile koalitioner. I Grækenland sidder et helt nyt venstreradikalt parti, Syriza, på magten, mens de gamle partier er næsten udraderet. I Spanien fik søsterpartiet Podemos i søndags mere end hver femte stemme. I Frankrig er det Front National, der for nylig fik 28 procent af stemmerne ved et regionalvalg, som for alvor udfordrer det etablerede system. Og så videre. Herhjemme er Dansk Folkeparti nu det største borgerlige parti, og i Sverige står Sverigedemokraterna til omkring 20 procent af stemmerne i flere meningsmålinger.

Fælles for de mange nye partier er, at de er dybt skeptiske over for EU, og det vinder genklang i befolkningerne. Ingen kan være i tvivl om, at indvandring og flygtningestrøm har betydet vælgerflugt fra de traditionelle regeringsbærende partier i Nordeuropa, og at den dybe økonomiske krise og efterfølgende reformer gør det samme i Sydeuropa. Men oven i det viste 2015 på tværs af de europæiske grænser en meget stor mistillid til politikerne generelt, de politiske systemer og til Den Europæiske Union. Og det er i virkeligheden det mest bekymrende.

EU får skylden for alverdens dårligdom, og det er, som om man glemmer de store gevinster, som etableringen af det indre marked og den fri bevægelighed har betydet. I dag er der i realiteten endelig ved at etablere sig et europæisk arbejdsmarked, hvor virksomheder kan rekruttere den arbejdskraft, de har brug for, på tværs af grænserne. Det er en kæmpe fordel for erhvervslivet og er med til at gøre os alle sammen rigere. Men gevinsterne kan hurtigt sættes over styr, hvis EU-landene for alvor begynder at bekrige hinanden med intern grænsekontrol og obstruktion af de fælles regler. Når Sverige 4. januar indfører en omfattende ID-kontrol ved den dansk-svenske grænse, er det et symbol på en udvikling, der går den forkerte vej, og som på længere sigt kan skade både den økonomiske vækst og samhørigheden i Øresundsregionen.

De nye partiers succes og de nye magtforhold i Europa er et vilkår for de europæiske demokratier, og fremover vil vi formentlig se endnu mere til nye partidannelser, der blomstrer op for en tid og udkonkurrerer de etablerede. Vælgerne er blevet mere troløse og nye partier er langt bedre til at fange og udnytte aktuelle strømninger. Det kan sagtens blive en gevinst og være med til at sikre, at langt flere deltager og interesserer sig for politik. Men den voksende generelle mistillid til det politiske system og til EU er et krisetegn, som europæiske politikere er nødt til gøre noget ved. Det første skridt er at løse den europæiske flygtningekrise, og det haster.