Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Europa har brug for et stærkt og stabilt Tyskland

Angela Merkel får endnu en periode som tysk kansler i samarbejde med socialdemokraternes Martin Schulz.   Fold sammen
Læs mere
Foto: HAYOUNG JEON

136 dage tog det, før Angela Merkel kunne melde om hvid røg i de tyske regeringsforhandlinger. Kansleren har dog måttet strække sig langt for at få kabalen til at gå op – muligvis længere, end hun kan tåle på lang sigt. Én ting er, at regeringspartneren, det socialdemokratiske SPD, fastholder udenrigsministerposten, ligesom socialdemokraterne har fået justits- og arbejdsminiserierne. Men at SPD nu også har fået nøglerne til finansministeriet – der kan kaldes for Europas mest magtfulde ministerium – gør for alvor ondt på kansleren og hendes partifæller i CDU og det bayerske søsterparti CSU.

Efter den indgåede regeringsaftale med SPD, der ellers kom svækket ud af valget, lugter mange af Merkels egne nu blod og hendes mangeårige tid som hele Tysklands »Mutti« kan være ved at være ovre.

Avisen Bilds chefredaktør rammer for mange hovedet på sømmet, når han tweeter om »Den første socialdemokratiske regering, der bliver ledet af en kristendemokratisk kansler«.

Men Merkel har haft gode grunde til at gå vidt for at kunne nå til enighed og skabe en regering. Efter et kaotisk forsøg på at danne en såkaldt Jamaica-koalition med De Grønne og det liberale FPD, var alternativet til socialdemokraterne et nyvalg eller en mindretalsregering – begge dele aldeles uappetitlige muligheder for kansleren. Desuden skal knap en halv million SPD-folk godkende regeringsaftalen på en partikongres 4. marts.

Set med europæiske øjne må man først og fremmest glæde sig over, at der nu er en tysk regering – de sidste fire måneder med et mere eller mindre politisk handlingslammet Tyskland har været det sidste, EU har brug for.

Unionen er presset af, at mange vælgere tvivler alvorligt på, at man vil formå at skabe en fælles europæisk løsning på problemet med de mange migranter, der vil til Europa – koste hvad det vil.

Efter den britiske beslutning om at forlade EU ser støtter af det europæiske projekt nu en tæt og stærk fransk-tysk akse som unionens bedste – nogle vil sige eneste – bud på fortsat stabilitet, fred og fremgang. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, venter på en handlekraftig tysk partner, som han kan reformere Eurozonen med. Ligesom der i takt med, at man oplever et mere ustabilt amerikansk lederskab, er et stigende ønske om, at Tyskland med sine 80 millioner borgere og stærke økonomi vil påtage sig en mere aktiv forsvarspolitisk rolle. Ikke mindst set i lyset af Ruslands stadigt mere aggressive optræden i Europas baghave – særligt Ukraine – såvel som i f.eks. Syrien, hvor de russiske interesser går direkte imod de europæiske og holder diktatoren Bashar al-Assad ved magten.

Angela Merkel har været en god og stærk kansler, siden hun vandt posten i 2005. Eksempelvis var Tysklands dygtige og principfaste lederskab under eurokrisen afgørende for at forhindre en dybt skadelig situation i at få katastrofale konsekvenser for hele EU.

Et sådan stærkt tysk lederskab har Europa stadig brug for i dag. Både i det, der med al sandsynlighed er Merkels sidste regering, og i dem, der følger efter.