Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

EU i sneglefart

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at den mest præcise beskrivelse af EU ovenpå det netop overståede topmøde ville være »en union i opløsning«. Stats- og regeringscheferne brugte halvdelen af deres tid i Bruxelles på at diskutere, hvordan man dæmmer op for en historisk flygtningestrøm til Europa, efter at de fleste af de tiltag, man allerede har foreslået, enten ikke er blevet implementeret eller bare ikke virker. Den anden halvdel gik med at diskutere, hvordan man kan skrue en aftale med Storbritannien sammen, der forhindrer, at EUs tredjestørste medlemsland melder sig helt ud af fællesskabet. Det er krisestyring på højt plan.

Men når det alligevel næppe går helt i opløsning, er det alene, fordi EU tidligere gennem historien har overvundet så mange kriser på sin egen uelegante og tumlende facon. Lige nu strammer det til, tiden er ved at løbe ud, og det er nu, EU-systemet og medlemslandene skal vise, at der også kan skabes handling bag de mange ord. Udfordringerne i forhold til flygtningekrisen er, at de redskaber, som EU skal bruge for at løse den, kræver et solidt indhug i landenes suverænitet. Både når det gælder en tvangsmæssig fordeling af asylansøgere og EUs delvise overtagelse af kontrollen ved de ydre grænser. Det er mange lande med god grund ikke parat til. Derfor står Europa i et vadested, der betyder, at landene iværksætter deres egne nationale løsninger for at bremse tilstrømningen af asylansøgere.

Det haster med at gribe tøjlerne. Hverken EUs fordeling af asylansøgere mellem landene, etablering af registreringscentre ved EUs ydre grænser, tilbagesendelse af migranter eller den effektive kontrol af ydergrænserne er begyndt at fungere. Dertil kommer, at en aftale med Tyrkiet om betaling til nærområderne for at opnå effektiv tyrkisk grænsekontrol mod Europa, fortsat mangler at vise, om den er det papir værd, den er skrevet på. Konklusionen på EU-topmødet blev, at nu skal processen speedes op og EUs grænseagentur skal tilføres de økonomiske og juridiske muskler, der skal til, for at gøre kontrollen effektiv. Man må håbe at det lykkes.

Det samme gælder den aftale, som Storbritannien skal indgå med EU forud for folkeafstemningen senest i 2017. Her er den gordiske knude, der skal løses, at konstruere en aftale, som er vidtgående nok til, at de britiske vælgere kan stemme ja, men samtidig ikke kræver en ændring af EU-traktaten, som skal ratificeres i samtlige EU-lande. Og det er ikke nemt. Men EU bør være villig til at strække sig langt for at imødekomme briternes bekymring for, at arbejdstagere fra andre lande kan få del i velfærdsgoder som børnecheck og understøttelse fra første dag. En sag, som Danmark støtter den britiske premierminister David Cameron i.

Selv om en britisk udtræden af EU vil være et stort tilbageslag for både Europa og Danmark, må man forberede sig på, at det kan ske. Folkeafstemninger om EU er uforudsigelige, og mange temaer kommer til at spille en rolle. Det er ikke sikkert, at selv en nok så god aftale med EU kan afholde de skeptiske britiske vælgere fra at stemme nej.