Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Et politisk mirakel

Den dårlige nyhed først: Det danske samfund må stadig trækkes med efterlønnen. Det lykkedes ikke for VK-regeringen at få den afskaffet helt, til trods for det urimelige i, at raske og arbejdsduelige mennesker i en fremtid, hvor der kommer til at mangle arbejdskraft, fortsat skal kunne være arbejdsfri på skatteydernes regning.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men når det er sagt – så bliver det svært at finde elementer i historien om forliget om tilbagetrækningsreformen mellem V, K, O og R, som der ikke er grund til at juble over, hvis man kærer sig seriøst om det danske samfunds fremtid.

Efterlønnen er nu forkortet med to år og velfærdsreformen fremrykket med fem år, så belastningen for samfundsøkonomien er betydeligt mindre - 18 milliarder kroner. Man har oven i købet med en række indbyggede sociale mekanismer sikret sig så godt man nu kan mod anklager om, at aftalen er et angreb på de svage og de nedslidte.

Dermed har den nye alliance henover midten af dansk politik taget et betragteligt skridt i retning af at skabe økonomisk balance i den danske samfundskasse, så den er rustet til at klare de udfordringer, store ældreårgange skaber. Og samtidig skabe en tidsmæssig balance mellem arbejde og fritid, som er mere realistisk i en globaliseret verden, hvor vi konkurrerer mod lande, hvis befolkninger har langt mindre gunstige velfærdsordninger.

Prisen har været traditionen tro været en række indrømmelser til Dansk Folkeparti, som dog denne gang – via et  taktisk genialt skaktræk fra finansminister Claus Hjort Frederiksens side – blev trukket ud til en selvstændig forhandling for ikke at skræmme de radikale bort. Ser man isoleret på stramningerne, så er de vel til at leve med. Strengere straffe for hjemmerøverier forekommer fornuftige.

Hvad angår grænsekontrollen, så er ideen mildest talt ikke vokset i nogen liberal have. Men nøgternt bedømt er langt fra tale om hverken lukning af grænsen eller indhegning af landet – uanset hvad kritikere i ind- og udland, herunder EU-Kommissionen, ophidset fremfører. I stedet posteres der toldere ved nye anlæg på grænserne med ret til at udtage stikprøvekontroller for f.eks. at kunne fange flere narkotikasmuglere. Næppe noget der gør den store skade i forhold til den fri bevægelighed i EU, hvorfor S og SF da heller ikke var sene til at tilslutte sig forslaget.

Når det konkrete indhold af aftalerne har lejret sig, må man imidlertid konkludere, at forliget først og fremmest er noget nær et politisk mirakel for regeringen med Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen i spidsen, gjort muligt af det faktum, at Radikale besluttede sig til at bryde ud af sin isolation og straffe S-SF på den økonomiske politik. Man har fået familiesammenført Dansk Folkeparti og Radikale. I sig selv en bedrift. Man har skabt splid og opløsning i rød blok. En hed drøm gennem flere år hos de borgerlige. Man har tvunget S og SF på banen med panikmeldinger om offentlige nedskæringer og senest beskeden om, at S-SF for at få magten alligevel er villig til at gennemføre den efterlønsreform, man nu i måneder har tordnet imod.

Det er et stykke politisk danmarkshistorie at opnå alt dette på blot få uger, der vendte op og ned på det meste i dansk politik, og det etablerer det nok stærkeste valggrundlag, Lars Løkke Rasmussen kunne drømme om. Om det også sikrer en borgerlig regering efter næste valg – hvornår det end måtte komme – er stadig ganske usikkert. Men mulighederne må, hvordan man end vender og drejer det, være umådeligt meget større nu.