Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Et betonsocialdemokratisk indgreb mod privat lønsikring vil kun gøre skade

Beskæftigelsesministeren overvejer indgreb mod privat lønsikring. Et indgreb vil gøre skade ved at hæmme konkurrence og innovation. Solidariteten i dagpengesystemet er under alle omstændigheder sikret af skatteborgerne.

»I stedet for at beklage sig over den stigende konkurrence, burde a-kasserne tage sig sammen og lade sig inspirere til at reducere omkostningerne og forbedre servicen over for medlemmerne,« mener Berlingske. Her beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard overvejer indgreb mod private lønforsikringer, der går udenom dagpengesystemet. Det falder sådan set i god tråd med regeringens generelle politik, hvor alt der bevæger sig, og som regeringen ikke kan lide, skal rammes med afgifter og forbud.

I de senere år er der udviklet lønsikringsprodukter, der kan supplere dagpengene. På det seneste er der introduceret produkter, der måske helt kan erstatte dagpengene. Dynamikken og udviklingen i a-kassesystemet blev sat i gang af Fogh-regeringen, der liberaliserede lovgivningen, så det blev muligt at etablere tværfaglige a-kasser. Tidligere var a-kasserne bundet op på de traditionelle fagforeninger. Det blev misbrugt af fagforeningerne til at hverve medlemmer. Det var i praksis hundesvært at blive medlem af en a-kasse uden samtidig at blive medlem af den tilknyttede fagforening.

Monopoliseringen i a-kassesystemet, der i høj grad er finansieret af skatteborgerne, ville Fogh-regeringen nedbryde med den liberalisering, som har været en stor succes. Der er opstået nye a-kasser, der har kunnet sænke omkostningerne og være mere servicevenlige over for medlemmerne. Sådan går det med øget konkurrence, det giver innovation og udvikling. Udviklingen inden for rammerne af det traditionelle a-kassesystem er siden blevet fulgt op med helt private ordninger, der kan supplere eller erstatte dagpengene.

Det vil Hummelgaard sætte en stopper for. Det truer ifølge Hummelgaard a-kasserne, det er usolidarisk, og det undergraver vores flexicurity-model. Det har Hummelgaard ikke ret i, men det er da rigtigt, at de nye produkter truer de traditionelle fagforeningstilknyttede a-kassers dominerende markedsposition. Det solidariske i a-kassesystemet består ikke i, om folk er medlem eller ej.

Det solidariske består i, at a-kassesystemet er understøttet og sikret af skatteborgerne. Hvis man melder sig ud af a-kassen, slipper man godt nok for kontingentet, men man frasiger sig altså også retten til at modtage dagpenge og efterløn, men beholder pligten til at bidrage til dagpengene via skatten. Grupper af især offentligt ansatte med lav risiko for arbejdsløshed har i øvrigt altid været »usolidariske« i Hummelgaards forstand ved at fravælge medlemskab af a-kassen.

De nye private produkter til lønsikring er i virkeligheden i en meget ulige konkurrence med dagpengene, fordi dagpengene er subsidieret af skatteborgerne, mens de private ordninger alene finansieres af medlemskontingentet. Hvis a-kasserne ikke kan klare sig i den konkurrence, er noget helt rivende galt.

I stedet for at beklage sig over den stigende konkurrence, burde a-kasserne tage sig sammen og lade sig inspirere til at reducere omkostningerne og forbedre servicen over for medlemmerne. De private ordninger er helt afhængige af en proaktiv og effektiv assistance til medlemmerne med at skaffe et nyt job i tilfælde af ledighed. Det kunne a-kasserne ligeledes tage ved lære af.

Politikerne kan også fundere over, om der ikke er behov for reformer af dagpengesystemet. Er det ikke en overvejelse værd at forkorte dagpengeperioden mod at åbne for højere ydelser, i hvert fald i en kortere periode?

Et betonsocialdemokratisk indgreb mod privat lønsikring vil kun gøre skade. Solidariteten i dagpengesystemet er under alle omstændigheder sikret af skatteborgerne.

OLE P. KRISTENSEN