Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Erdogans mange fjender

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På ingen tid er Tyrkiet forvandlet til ukendelighed. For blot få år siden blev det regnet for et stabilt land med en god økonomi; blandt muslimske lande et af de mest sekulære i verden. I dag er det hærget af borgerkrig og terrorangreb, og indtægterne fra turisme og eksport er styrtdykket.

Det er tilsyneladende den katastrofe, der fredag aften og nat fik dele af det tyrkiske militær til at forsøge sig med et kup. Af de militære kupmageres erklæring fremgår det indirekte, at der skulle sættes en stopper for præsident Erdogans magtbegær; hans forsøg på at forvandle Tyrkiet til et islamiseret præsidentstyre skulle standses, mens det endnu var muligt.

Erdogans offensiv mod dommere, statsanklagere, journalister, menneskerettighedsforkæmpere og oppositionspolitikere, ja hvem som helst, der truer hans plan om at ændre forfatningen, skulle angiveligt bremses.

De facto er den udøvende magt nemlig allerede overgået til præsidenten: Det skete med udnævnelsen af den nye premierminister Binali Yildirim, der har bebudet, at hans vigtigste opgave er at sikre, at Tyrkiet bliver et præsidentstyre. Og officererne følte, at det var deres ansvar: I Tyrkiet har militæret traditionelt opfattet sig selv som vogter af Kemal Atatürks sekulære demokrati.

Men det gik galt. De var ikke stærke nok. Og heldigvis for det. For det siger sig selv, at Erdogans anslag mod demokratiet ikke kan retfærdiggøre, at man så sætter demokratiet helt ud af kraft. Modgiften skal ikke slå patienten ihjel.

Så nu har man lov at håbe, at Erdogan efterhånden vil indse, at modstanden mod ham har vokset sig så stor, at det gælder om at samle landet, ikke splitte det yderligere. Imidlertid har Erdogan allerede svoret hævn over de formastelige, og frygten er naturligvis, at han vil bruge kupforsøget som en undskyldning for at slå ned på virkelige og indbildte modstandere i stor stil.

Præcis som han har brugt den seneste tids uro og terrorangreb til at retfærdiggøre love, der kan ophæve parlamentarikernes immunitet, og reformen af de højere retsinstanser, der i praksis kan gøre dem til gummistempler for præsidentadministrationen.

Men én ting er de indre fjender, noget andet er de ydre. Udenrigspolitisk er der tegn på, at Erdogan har indset, at der er grænser for, hvor mange fronter man kan kæmpe på samtidig. Han har for nylig givet russerne en trekvart undskyldning for nedskydningen af det russiske kampfly, hvilket ellers blev anset for utænkeligt, og han har forbrødret sig med Israel, hvilket også tidligere blev anset for utænkeligt.

Derfor skal vi fra vestlig side heller ikke bare stiltiende sidde og se på, at Erdogan afvikler demokratiet i hverken statskuppets eller terrorens navn. Erdogan er nu så trængt, at det for en gangs skyld er muligt at få sultanens øre. Vi skal klart og utvetydigt fortælle ham, at vi selvfølgelig fordømmer militærkuppet.

Men at der også er andre trusler mod det tyrkiske demokrati; og at han af mange bliver opfattet som en af dem. For selv om Erdogan opfører sig, som om han er ligeglad med det tyrkiske demokrati, må han efterhånden kunne bringes til at indse, at jo mere magt, han tilraner sig, jo mere usikkert sidder han selv på tronen.