Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Erdogan udstiller EUs svaghed

»Det er vigtigt, at EU i fællesskab får afvist denne trojanske hest forklædt som debatmøder.«

Recep Erdogan. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: SEDAT SUNA

Tyrkiets præsident Erdogan er ikke kendt for sin humoristiske sans. I så fald havde han måske kunnet se det paradoksalt-ironiske i, at han vil udnytte de europæiske landes tradition for ytringsfrihed til at føre valgkamp for en forfatningsændring i Tyrkiet, som vil tildele præsidenten noget, der minder om diktatoriske beføjelser. I stedet har Erdogan kaldt Holland, der har sagt nej til tyrkisk agitation på hollandsk jord, for fascistisk og nazistisk. En hån mod et land, som blev lagt i ruiner af nazistiske tropper under Anden Verdenskrig, og som siden har spillet en nøglerolle i dannelsen af Europas demokratiske institutioner.

I lyset af de tyrkiske vredesudbrud og de uroligheder, der er opstået efter det mislykkede kup mod Erdogan sidste sommer og den kommende folkeafstemning, er det den rigtige beslutning, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har truffet. Nemlig at bede den tyrkiske premierminister om at udskyde sit aftalte besøg i Danmark til mindre anspændte tider.

Man kan sådan set godt argumentere for, at Danmark tager imod ledende tyrkiske politikere og benytter lejligheden til at fortælle dem om Vestens syn på demokrati og ytringsfrihed. Men det vil være et slag i luften. De tyrkiske politikere ville i givet fald lytte høfligt og trække på skuldrene. Skulle tyrkiske regeringsmedlemmer have lov til at agitere for en tyrkisk forfatningsændring på dansk jord, skulle vi ret beset forlange, at modstanderne også kom til orde. Det ville næppe bekomme Erdogan vel.

Men det er ikke nogen ligetil beslutning, statsministeren har truffet med opbakning fra et politisk flertal. Og vi har næppe set Erdogans sidste forsøg på at omgå den. Til gengæld udstiller baggrunden for beslutningen et dilemma. Først og fremmest om den ytringsfrihed, vi gerne vil værne om. Dernæst hvordan præsident Erdogan kynisk udnytter de store tyrkiske befolkningsgrupper i Europa og den flygtningeaftale, som EU er afhængig af, til at spille de enkelte europæiske lande ud mod hinanden.

EU har med forfatningssagen forspildt en god chance for at værne om fællesskabet og vise, hvorfor EU har en værdi. Desværre blev et forslag fra den østrigske kansler, Christian Kern, om et fælles EU-forbud mod tyrkiske kampagner afvist, bl.a. af vores egen udenrigsminister Anders Samuelsen (LA). Det ville have virket langt stærkere, hvis EU under ét havde sagt nej til de tyrkiske propagandaforsøg. I forhold til den ytringsfrihed, som er og bør være et kernepunkt i EU, havde det muligvis ikke set kønt ud. Men demokratiske lande har ret og pligt til at forsvare demokratiet, og vi må i stadigt stigende grad gøre os klart, hvad vi er oppe imod.

Europa har gennem 40-50 år taget imod tusindvis af mennesker med tyrkisk baggrund, som har fundet arbejde og en ny tilværelse her. Det er foregået i nogenlunde fredsommelighed. Mange af dem har dobbelt statsborgerskab og dermed en formel ret til at deltage i politiske afgørelser i et land, som de ellers har lagt bag sig. Hvilket igen betyder, at konflikter, som intet har med moderne, tyrkiske europæere at gøre, pludselig bliver nærværende og tydelige i vores samfund. Det hverken kan eller vil vi acceptere. Derfor er det så vigtigt, at EU i fællesskab får afvist denne trojanske hest forklædt som debatmøder. Det er ikke for sent. EU-toppen kan stadig nå at vågne op.