Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Erdogan troede, han kunne omstøde valg i Istanbul. Heldigvis tog han grueligt fejl

Selv et omvalg kunne ikke ændre på et nederlag til Erdogans islamiske parti ved borgmestervalget i Istanbul. Ideelt set vil den tyrkiske præsident lytte til signalerne og løsne sit greb om magten.

Erdogans magt smuldrer efter tabt valg
»Der er grænser for, hvad den almindelige tyrker vil finde sig i.« Foto: POOL New/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En decideret næsestyver til en magtfuldkommen autokrat og en efterhånden sjælden sejr for demokratiske kræfter i Tyrkiet.

Sådan kan man udlægge resultatet af søndagens borgmestervalg i Istanbul, hvor socialdemokraten Ekrem Imamoglu med 54 pct. af stemmerne besejrede sin politiske rival Binali Yildirim fra det islamiske regeringsparti AKP.  Man behøver ikke at være tilhænger af den forholdsvis ukendte Ekrem Imamoglu for at glæde sig over udfaldet af et valg, der reducerer regeringspartiets indflydelse.

Ikke desto mindre er der tale om en sejr på en dyster baggrund. For det tyrkiske folk undveg kun lige akkurat et skandaløst forsøg fra præsident Recep Tayyip Erdogan på at tilrane sig den magtfulde borgmesterpost i Istanbul. Efter det oprindelige borgmestervalg, der blev afholdt 31. marts, såede Erdogan og hans støtter uden reelt grundlag nemlig tvivl om valgets lovformelighed og fik på udemokratisk vis presset et omvalg igennem. Et tegn på, at Erdogan og hans støtter ikke skyr nogen midler i forsøget på at klynge sig til magten.

Efter søndagens valg har både AKP-kandidaten Binali Yildirim såvel som præsident Erdogan officielt lykønsket Imamoglu med sejren. Men der er tale om gode miner til slet spil.

Som præsident har Erdogan udvist en systematisk mangel på respekt for demokratiske minimumsstandarder. Han har indeburet journalister og massevis af politiske modstandere på højst tvivlsomt grundlag. Han har tiltvunget sig kontrol over stadigt flere medier til skade for ytringsfriheden og den fri presse. Han har på nepotistisk og korrupt vis belønnet venner og sympatisører med høje stillinger, fremtrædende poster og statslige opgaver, mens han undervejs har vanrøgtet den nationale økonomi med aftagende vækst og en svækkelse af den tyrkiske lira som de skadelige konsekvenser.

»Autokraten fra Bosporus bør lytte til signalet fra Istanbul og løsne sit håndfaste greb om magten.«


Det er dog ikke blot den tyrkiske befolkning, der skal døje med konsekvenserne af Erdogans irritable forhold til kritik og politisk modstand. Senest har Erdogan uden blusel og til alliancepartnernes bestyrtelse behandlet det tyrkiske NATO-medlemskab som en løftestang for sin egen indenrigspolitiske dagsorden og har senest vakt opsigt og vrede i Washington med indkøb af russiske jord-til-luft-missilsystemer.

Med sine 16 mio. indbyggere er Istanbul hjemby for næsten en femtedel af den tyrkiske befolkning. Sejren til Imamoglu viser derfor også, at det er muligt at stække AKP og Erdogan. Det er et uhyre vigtigt signal til de stemmer og dissidenter, der ønsker en demokratisk udvikling i Tyrkiet. Selv om der er lang vej igen, er valget derfor også en klar advarsel til Erdogan, der gør klogt i at lytte til budskabet: Der er grænser for, hvad den almindelige tyrker vil finde sig i.

Ikke desto mindre forbliver Erdogan med sin islamiske nationalisme og brovtende facon populær blandt kernetilhængerne i den tyrkiske provins. Det vil derfor være naivt at tro, at Tyrkiet udvikler sig til et mønsterdemokrati. Ideelt set kan borgmestervalget i Istanbul ikke desto mindre blive et vigtigt skridt på vejen mod en ny æra i tyrkisk politik. Et mere demokratisk Tyrkiet vil være en tiltrængt stabiliserende faktor i en turbulent region. Ikke mindst derfor bør autokraten fra Bosporus lytte til signalet fra Istanbul og løsne sit håndfaste greb om magten.

TROELS HEEGER