Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Erdogan er ingen Hitler, men...

»Hverken Danmark eller andre lande har nogen som helst interesse i, at indre tyrkisk uro og Erdogan-styrets klapjagt på politiske modstandere bliver eksporteret hertil.

Arkivfoto: Scanpx Fold sammen
Læs mere
Foto: SEDAT SUNA

Lad os indledningsvis slå fast, at Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan på ingen måde er nogen Adolf Hitler. Hans tiltagende autoritære islamiske styre tåler ingen sammenligning med Det Tredje Riges rædselsregime.

Det er lidt mærkeligt, at man ligefrem skal pointere dette, men det kan synes nødvendigt i en tid, hvor det er kommet på mode at beskylde andre nationer og deres politiske ledere for at være nazister og fascister. Præsident Erdogan har uomtvisteligt været fører, når det gælder helt uhyrlige angreb som disse.

I løbet af de seneste par uger er det blandt andet gået ud over det Holland, som under Anden Verdenskrig var tysk besat, og hvis jødiske befolkning  for tre fjerdedeles vedkommende blev udryddet som følge af Holocaust, og et Tyskland, der fortsat bearbejder sin egen grusomme, nazistiske fortid. Der er ikke noget at sige til, at reaktionerne mod Erdogans udfald har været meget vrede.

Der er samtidig intet at udsætte på den vesteuropæiske ulyst til at lade Erdogans ministre føre valgkamp blandt tyrkiske statsborgere bosat her. Den strid kan man godt reducere til en diskussion om ytringsfrihed, hvilket i bedste fald er naivt; ingen har lukket munden på nogen tyrkisk minister. Men det er på sin plads at sige fra, når en i forvejen autoritær leder ønsker at befæste sin temmelig enerådende politiske magt ved helt åbenlyst og bevidst at så splid og uro blandt befolkningsgrupper i f.eks. Holland, Tyskland og Danmark.

Hvor langt Erdogan-styret er villigt til at gå i jagten på politiske modstandere står yderligere klart efter Berlingskes afdækning af stikkerlinjen, som kan bruges af tyrkere i Vesten til at angive mulige tilhængere af Fethullah Gülen, hvis bevægelse Erdogan beskylder for at stå bag det fejlslagne kupforsøg i juli.

Allerede kort efter kupforsøget bredte de indre politiske stridigheder sig fra Tyrkiet til flere vestlige lande, herunder Danmark, hvor nogle skoler blev udpeget som støtter af Gülen og på den baggrund oplevede pludselig elevflugt.

Hverken Danmark eller andre lande har nogen som helst interesse i, at indre tyrkisk uro og Erdogan-styrets klapjagt på dets opposition bliver eksporteret hertil. Tværtimod. Vi har ret til at beskytte os mod den slags. Det er temmelig indlysende, ja, næsten åbenlyst erkendt fra Erdogan og flere topministres side, at man aktivt ønsker at misbruge tilstedeværelsen af tyrkiske statsborgere og efterkommere i Vesten politisk.

Erdogan gik forleden så vidt som til at opfordre tyrkere i Vesten til at føde flere børn, så Tyrkiet bedre kan gøre sin indflydelse gældende her. Det var formentlig ment som endnu en opmærksomhedsskabende provokation. Men det gør det ikke meget bedre.

Nogle har anført, at Vesten bør fare med lempe over for Erdogan, da vi gør klogt i at bevare et godt forhold til NATO-partneren Tyrkiet, som vi ydermere har indgået en vigtig flygtningeaftale med. En aftale, der formentlig har været medvirkende til at sætte prop i den Balkanrute, som i 2015 ledte hundredtusinder af migranter og flygtninge gennem Europa. Men en aftale, hvis eksistens Erdogan omvendt ikke holder sig for fin til at bruge i sit magtspil med de vesteuropæiske lande. Tænk blot på kravet om retsforfølgelse af den tyske satiriker, der skrev et smædedigt om Erdogan.

Det er rigtigt, at Vesten ingen interesse har i en alvorlig konflikt med tyrkerne. På den anden side er der også grænser for, hvad man skal finde sig i fra en semi-diktator, som ganske vist på ingen måde er nogen Hitler. Men...