Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Enkeltbillet ud – trods menneskeretsdomstol

Foto: Mads Claus Rasmussen. »I længden går det ikke, at politikere blot slår ud med armene og henviser til »internationale konventioner«. På billedet er fra en demonstration på Nørrebro, København, mod bandeskyderierne.
Læs mere
Fold sammen

Omkring hvert tredje medlem af de krigende københavnske bander er ikke dansk statsborger, fremgår det af en opgørelse fra Nationalt Efterforskningscenter under Rigspolitiet. Der er for en dels vedkommende tale om personer, som efter domme for grov kriminalitet burde have haft en enkeltbillet ud af landet. Men som det ofte har vist sig, er det meget vanskeligt at få domstolene til at udvise, hvis de pågældende er opvokset her i landet og har familie her.

Årsagen findes i Strasbourg, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har adresse. I årtier har domstolen gennem såkaldte »dynamiske fortolkninger« af den oprindelige konvention om menneskerettigheder, udvidet sin virksomhed til områder, hvor det aldrig var meningen, at konventionen skulle bruges, herunder til spørgsmålet om udvisning af kriminelle udlændinge. Blandt de forbrydere, som i Danmark har nydt godt af Strasbourg-domstolens aktivisme, er kroaten og gangsterlederen Gimi Levakovic og senest den formodede leder af den kriminelle bande Loyal to Familia på Nørrebro, Shuaib Khan, som nu atter forsøges udvist.

Læs også: Domme skader EU og rettig­hederne

Spørgsmålet om retten til at skille sig af med udenlandske forbrydere har med tiltagende styrke rejst tvivl om menneskerettighedskonventionens værdi, ikke blot i Danmark, men også i eksempelvis Storbritannien og Norge. Set med demokratiske øjne er det uacceptabelt, at 47 dommere reelt tiltager sig lovgivningsmagt gennem afgørelser af konkrete sager. Man risikerer, at opbakningen til de grundlæggende menneskerettigheder, som var hele meningen med konventionen, smuldrer, fordi domstolen ikke har forstået, hvor grænserne for dens virksomhed må gå. Eksempelvis afgjorde domstolen i 2004, at en spansk kvindes rettigheder blev krænket af støjen fra et diskotek. Den afgørelse kunne selvfølgelig gøre nytte i København, hvor bystyret ikke selv magter at sikre borgerne nattero. Men det har næppe nogensinde været hensigten, at konventionen skulle styre støjniveauet ved diskoteker. I længden går det ikke, at politikere blot slår ud med armene og henviser til »internationale konventioner«, når vælgerne beder om en forklaring på, at deres valgte ledere ikke formår at skaffe landet af med forbrydere med fremmed pas.

Blandt de juridiske eksperter, som i Danmark og andre lande har kritiseret domstolens juridiske aktivisme, er professor Mads Bryde Andersen og direktøren for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama. Sidstnævnte mener ifølge Weekendavisen, at »domstolen har fundet på et nyt raison d’être, som går ud på, at vi skal have en højere og højere grad af beskyttelse af menneskerettighederne.« Mads Bryde Andersen har i en kronik i denne avis anvist flere mulige veje til at hjemtage retten til eksempelvis at udvise kriminelle.

Regeringens embedsmænd er for længst i gang med at forberede Danmarks formandskab for Europarådet i et halvt år fra november, hvor netop domstolens dynamiske fortolkning står øverst på dagsordenen.

Men en løsning haster. Udvisning er det eneste, som kriminelle udlændinge i Danmark for alvor frygter.