Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Da Berlingske i 2003 satte sig for at kåre det 20. århundredes bedste danske sang, var det ikke en Kim Larsen-sang, der vandt. »Kvinde min«, som Larsen skrev og indspillede sammen med Gasolin’, måtte nøjes med andenpladsen. Slået af Thøger Larsen og Oluf Rings »Danmark, nu blunder den lyse nat« fra 1914.

Det fortæller en del om Kim Larsens status som nationalt samlingspunkt, at det var det selskab, en af hans sange befandt sig i. Han bar tilnavnet »nationalskjalden«. En sådan kan der i sagens natur kun være én af. Og Kim Larsen, der døde søndag morgen, 72 år, var en ener af den slags, der kun går én af på en hel generation.

Hvori bestod det, der gjorde Kim Larsen til den største, vi havde, og som gør tabet af ham betydeligt? Noget skyldes naturligvis hans gavflabede personlighed. Kært barn har mange navne, og »Lune Larsen« var et andet, man forbandt med ham. Han havde en særegen charmerende måde at være politisk ukorrekt på, hvilket var medvirkende til, at han helt fra begyndelsen, da Gasolin’ brød igennem, tiltrak sig opmærksomheden. Kim Larsen havde i mere end én forstand en stor mund, men han forstod alligevel at være fræk på en afvæbnende dannet måde.

Kim Larsens virkelige mesterstykke var musikken, sangene. Det er dem, han vil blive husket for, også om 100 år. Kim Larsen tilføjede som ingen anden rockmusikken en særligt dansk tone. Sådan var det nærmest fra det øjeblik, Gasolin’ blev dannet. Bandets medlemmer har fortalt om de diskussioner, især Kim Larsen og Franz Beckerlee havde om dets retning. Beckerlee mente, at rocken var en amerikansk genre, der burde synges på engelsk.

Kim Larsen ville det anderledes. Han gjorde mere end nogen anden rockmusikken dansk. Han gjorde det i regi af Gasolin’ ved at tilføje den tydelige træk fra den danske visetradition. Som det fortælles i dokumentarfilmen fra 2006 om orkestret, betød det, at Gasolin’ blev »Jimi Hendrix kontra Osvald Helmuth«. Heri bestod bandets magi. Og Kim Larsen var den helt afgørende bestanddel.

Så afgørende, at det hurtigt stod klart, at Gasolin’ ikke var nok for Larsen. Allerede i 1973 udgav han pladen »Værsgo’«, stadig blandt de største danske klassikere, og efter Gasolin’s opløsning kom flere til: Personnummerpladen (der i dag næppe ville være GDPR-kompatibel!), »Midt om natten« (der stadig er blandt de mest solgte plader nogensinde i Danmark), og »Forklædt som voksen«. Udgivelser, der føjede den ene udødelige sang efter den anden til Kim Larsen-kataloget.

Da Kim Larsen i sommer spillede på Plænen i et propfyldt Tivoli, sang mange i den gamle have med på linje efter linje af disse sange. Sådan var det blevet med Kim Larsen: Hans sange er for længst blevet indlejret som en fuldkommen naturlig del af nationens kulturelle DNA. Kodet ind i danskernes hjerter som ingen anden musiker har formået det i nyere tid, om nogensinde.

Hans position kan vel sammenlignes med Bellman i Sverige eller en George Gershwin i Amerika. Det er dén placering som nationalt ikon, vi taler om i tilfældet Larsen. Han dukkede frem midt i ungdomsoprøret, men han var dybest set en traditionalist, af og til grænsende til det nostalgiske, og han holdt på mange måder på de gamle dyder. Alt dette bragte han med sin musik ind i en ny tid. Om lidt bli’r her stille – i et Danmark uden sin nationalskjald. Det er en trøst, vi stadig har sangene.

TOM JENSEN