Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

En uperfekt finanslov med tre vigtige gennembrud

En meget borgerlig finanslov kan man ikke tale om. Men aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti indeholder både vigtige nyheder og en vigtig politisk markering: Blå blok har vist noget af det sammenhold, som er nødvendigt for at vinde et valg.

DF's Peter Straarup og finansminister Kristian Jensen. Den sidste finanslov inden næste folketingsvalg er faldet på plads mellem regeringen og Dansk Folkeparti i Finansministeriet i København fredag 30. november 2018. Foto: Ritzau / Scanpix / Philip Davali Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Det er ikke nogen perfekt finanslov, regeringen fredag eftermiddag indgik med Dansk Folkeparti. Det var nærmest givet på forhånd; det er valgsæson, og derfor er viljen til at spare på de offentlige udgifter og lette skatterne beskeden. Der er dog 500 millioner kroner til afgiftslettelser og andre forbedringer for erhvervslivet.

Det er fornuftigt – men når man ser på den økonomiske politik, er det at strække den for vidt at kalde det en meget borgerlig finanslov, som erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) gjorde det, da aftalen var en realitet.

Når der alligevel er grund til at glæde sig over aftalen, skyldes det tre andre gennembrud, som blev opnået med finansloven. To er substantielle. Et er politisk.

Det er et gennembrud, at regeringen og Dansk Folkeparti nu er nået til enighed om det såkaldte paradigmeskift på udlændingeområdet. Hvis integrationen og viljen til at hjælpe skal følge med virkeligheden i det danske samfund, er det nødvendigt, at flere flygtninge rejser tilbage til deres hjemland igen, når forholdene er til det.

Den aftale, VLAK-regeringen og DF er nået frem til, virker på den ene side som et blødt paradigmeskift: Det udgøres af de mange bække små. Det er forventningsafklaringen over for folk, der kommer hertil. Det er justeringen af kriterierne for, hvornår man opnår en særlig tilknytning til Danmark. Det er ændringen af integrationsydelsen til en hjemsendelsesydelse. Det er muligheden for at indføre et loft for familiesammenføringer – og den meget symbolsk øde ø, Lindholm, til udvisningsdømte kriminelle.

Paradigmeskiftet vil i de kommende måneder og år blive bedømt på to fronter: Holder det juridisk i forhold til konventionerne? Og virker det effektivt nok? Både regeringen og DF erkender, at man er gået til grænsen i forhold til konventionerne i finanslovsaftalen. Med det forbehold, at grænsen siden viser sig at være overskredet, ligner det et fornuftigt og gennemførligt paradigmeskift.

Det andet gennembrud handler om pensionisterne og satspuljeaftalen. At sikre pensionisterne en bedre regulering fremover er en stor skalp for Dansk Folkeparti. Mest perspektivrigt i den sammenhæng er dog, at satspuljeaftalen i dens kendte form afskaffes. Den har – som blandt andet Britta Nielsen-sagen har tydeliggjort – været uigennemskuelig i forhold til både udbetalinger og virkninger. Tiden var inde til et opgør med satspuljesystemet, et cigaræske-lignende system, der ydermere bragte politikerne alt for tæt på rollen som bevilgende myndighed. Det er godt, at der tages markante skridt her.

»Nu står regeringen og DF med en fælles finanslovsaftale, der gør det ubetinget vanskeligere for Mette Frederiksen og Socialdemokraterne at manøvrere.«


Det sidste gennembrud er politisk. Valget kommer i løbet af et halvt år. Et ofte tegnet scenario er, at der bliver rødt flertal ved valget – hvorefter Dansk Folkeparti undlader at vælte en socialdemokratisk ledet regering mod at få indflydelse på bekostning af f.eks. Radikale og Alternativet.

Nu står regeringen og DF med en fælles finanslovsaftale, der gør det ubetinget vanskeligere for Mette Frederiksen og Socialdemokraterne at manøvrere, både når det gælder velfærd og udlændingepolitik. Og udsigten til at det skulle blive attraktivt for DF at holde hånden under en rød regering, har fortonet sig en smule mere, end tilfældet var før finanslovens indgåelse. Det blev i eftermiddag sværere at være oppositionsleder. Med alle finanslovens grundlæggende fejl og mangler i baghovedet: Så langt, så godt.

TOM JENSEN